Det er længe siden, at jeg sidst har lavet en gratin. Sådan
en med opbagt sovs og æggehvider, der skal piskes. Og den smager jo egentlig
rigtig godt, sådan en gratin. Denne udgave er med porrer og chorizopølse,
opskriften har jeg fundet hos Aarstiderne. Jeg fulgte den stort set, bortset
fra at jeg brugte smør i stedet for olie og så tilføjede jeg en teske stærk
paprika til æggemassen for ekstra smag.
Gratin med porrer og chorizo
(2 personer)
50 g chorizopølse
1½ porre
25 g smør
1 spsk hvedemel
1 dl mælk
1 tsk stærk paprika
3 æg
salt, peber
rasp
Porrerne renses og skæres i tynde ringe/små stykker. Derefter vil det være en god ide at komme porrerne i vand og give dem et opkog og derefter lade dem afdryppe. Det gjorde jeg ikke, da jeg lavede retten. Men på den måde bliver porrerne knap så seje, som de ellers bliver, når man kommer dem ubehandlet i gratinen. Chorizoen skæres i små stykker. Porrer og chorizo blandes og kommes i et smurt
ildfast fad.
Til gratindejen laves en opbagning. Smørret smeltes i en gryde.
Når det er smeltet piskes melet i, til massen bliver tyk. Så hældes mælken i og
der piskes igen til opbagningen bliver jævn og tyk. Smag til med salt, peber og
paprika. Lad opbagningen afkøle lidt. Æggene deles i blommer og hvider.
Blommerne røres i den afkølede opbagningen et ad gangen. Æggehviderne piskes
helt stive og vendes lidt ad gangen i opbagningen. Opbagningen hældes over
porrer og chorizo, drys lidt rasp henover og lad gratinen bage i ovnen ved 180 grader i 40-50 minutter.
Serveres med dagens salat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar