torsdag den 22. september 2016

Nem hverdagsret uden kød: Fad med bulgur, tomater, ost og porrer

Sommetider bliver det alligevel ikke den aftensmad, man egentlig havde set for sig. Jeg ville have lavet tomater med fyld af bulgur, porrer og ost. Jeg havde ingen opskrift, måske var det derfor jeg fik lavet alt for meget fyld. Pyt, tænkte jeg. Så laver jeg det bare om til en anden ret. På den måde blev fyldte tomater til bulgurfad med tomater og porrer.





Bulgurfad med tomater, porrer, æg og ost
(2 personer)
½ dl bulgur
1 stor porre
olivenolie
4 store tomater
1 bdt persille
1 æg
50 g revet ost
salt, peber

Start med at koge bulguren efter anvisningen på pakken. Mens bulguren koger, renses porren og skæres i mindre stykker. Porrerne svitses på panden i ca. 10 minutter, til de er blevet bløde og er faldet sammen. Tomaterne skæres i mindre stykker. Når bulguren er kogt, vendes porrer og tomater i sammen med et æg. Persillen finthakkes og vendes i sammen med salt og peber. Bulgur og grønsager kommes i et ildfast fad. Det bages i ovnen ved 200 grader i en halv time. Efter et kvarter drysses revet ost over og bulgurfadet bager færdigt. Serveres med dagens salat.

2 kommentarer:

  1. Hej Anne

    Det kender jeg godt. Man har en opskrift inde i hovedet, som man starter ud fra og så går projektet pludselig i en anden retning og man ender med en gryderet i stedet for en ovnret eller omvendt. Pyt med det. Bare det smager godt. Det kan jo også være, den nye ret er endnu bedre end den, man oprindelig ville lave. Det du her har fremtryllet, ser i hvert fald lækkert ud.

    Venlig hilsen
    Inge V.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Inge
      Tak. Jeg er enig - det er sjovt, når tingene pludselig bliver til noget andet. Så længe resultatet bare bliver godt.

      Slet