Efterårets første suppe blev en rigtig ”rydopikøleskabet”-suppe.
Hvilket slet ikke er den værste slags suppe. På den måde kan man nemt få brugt nogle kedelige grønsagsrester. Og hvis man oven i købet laver en blendet suppe, så er der aldrig nogen der vil opdage, at den har bygget på lidt bløde og kedelige grønsager. Toppingen til suppen var en ny og anderledes slags, som jeg havde set hos Alt for Damerne.
Rodfrugtssuppe med topping af kikærter, nødder, æble og
abrikos
(2 personer)
500 g blandede grønsager – jeg brugte kartofler, porre og
gulerødder
7 dl bouillon
½ dl mælk
120 g kikærter, kogt eller på dåse
4 tørrede abrikoser
½ dl hasselnødder
et halvt æble
olivenolie
salt, peber
timian
evt. et drys paprika
Gulerødder og kartofler skrælles og skæres i tern. Porren
skæres i mindre stykker. Grønsagerne kommes i en gryde med bouillon og koger
ca. en halv time. Hasselnødderne hakkes og abrikoserne skæres i små tern. Æblet
skæres også i tern. Æble, abrikos, nødder og kikærter blandes med olie, timian,
salt og peber. Lægges på bagepapir og bages i ovnen ved 180 grader i 20
minutter. Når grønsagerne er kogt, blendes de til en tyk suppe. Mælken
tilsættes og suppen varmes igennem. Smag den til med salt, peber og paprika.
Serveres med kikærtetopping og brød. Hvis man er mere sulten, kan man tilføje bacon, pølseskiver eller tern af kogt
kylling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar