søndag den 4. december 2011

Novemberture på Djursland

Det bliver ikke til så mange eller så lange travetur på denne tid er året, hvor vejret ofte er gråt, vådt, tåget eller blæsende. Jeg kan ellers godt lide at komme ud i et rigtig ruskevejr og trave en rask tur, men det er kun sjovt, hvis man er indstillet på det. Og det skal heller ikke være en flere timers tur.
Sidste lørdag, inden søndagens voldsomme stormvejr, var Den Glade Murer og jeg ude på Djursland og gå et par ture. Og den dag artede vejret sig fint, solen var endda fremme.


Første stop var ved Dystrup-Ramten-søerne som man finder mellem Auning og Grenå på Djursland. Det er et dejligt lille sted som egner sig fint til en gåtur på en times tid. Søerne ligger smukt i landskabet ved den lille landsby Ramten. Ved Dystrup Sø er der mulighed for at komme op i et fugletårn og nyde udsigten ud over søen. Chancen for at se fugle, f.eks. forskellige slags ænder og lappedykkere skulle være rimelig god, da søen er kendt for at være temmelig fuglerig. Ved Ramten Sø er der en bakke, hvor man kan sidde med sin madpakke og nyde udsigten over søen. Men vejret var for koldt til udendørs madpakker, så vi nøjedes med at gå forbi og nyde udsigten denne gang.





Bagefter kørte vi til Meilgaard, et flot slot i renæssancestil fra 1573, som ligger mellem Fjellerup og Bønnerup på Norddjursland. Omkring slottet er der mulighed for flere ture, vi valgte en tur gennem Nederskov og ud til kysten øst for Fjellerup. Her gik vi et stykke langs kysten ind mod Fjellerup, før vi vendte om og gik en anden vej gennem skoven tilbage. Hvis man undervejs på turen skulle trænge til at sidde lidt ned, så var der op til flere fantastiske bænke undervejs, som det kan ses af nedenstående billeder.


3 kommentarer:

  1. Jeg kom tilfældigt forbi din fine blog.
    Rigtig gode billeder.
    Smuk gammel bænk.
    Tak for rundvisningen.

    SvarSlet
  2. Mange tak for jeres pæne ord om billederne. Det hjælper jo altid, når motivet ser godt ud. Og naturen er tit et smukt motiv.
    Og bænken, ja den var ikke til at stå for.

    SvarSlet