Vintertid er suppetid og heldigvis findes der et utal af forskellige supper. Jeg kan både lide dem med fyld og de blendede supper. Dagens suppe er en blendet suppe lavet med to dejlige vintergrønsager - rodselleri og porrer. Den er inspireret af en opskrift, jeg har set hos Vanløse Blues, en af mine favorit madbloggere.
Blendet suppe med selleri og porrer
(2 personer)
1 lille knoldselleri (min vejede
ca. 330 g i skrællet tilstand)
2 porrer (i renset tilstand ca.
200 g)
25 g smør
8-9 dl bouillon
1 dl mælk
salt, peber
Topping:
pærer
ristede solsikkekerner
persille
evt. tynde porrestrimler
Skær skrællen af sellerien og skær
den derefter i tern. Rens porrerne og skær dem i små stykker. Gem evt. lidt af
det grønne til pynt. Smelt smørret i en gryde og svits porrerne til de bliver
klare. Tilsæt selleritern og svits yderligere et par minutter.
Hæld bouillon i gryden, læg låg på
og lad suppen koge 20-25 minutter. Blend suppen med en stavblender, hæld den
tilbage i gryden og tilsæt 1 dl mælk. Tilføj evt. ekstra vand, hvis du synes at
suppen er blevet for tyk. Smages til med salt og peber samt evt. lidt
citronsaft.
Server suppen i dybe tallerkener
og top op med pæreskiver, græskarkerner, finthakket persille og evt.
porrestrimler. Spis brød til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar