torsdag den 29. december 2016

Jordskoksalat med persille og bacon

Så er jeg tilbage efter en uges juleferie. Jeg håber, at I har nydt jeres jul. Min jul blev knap så spændende, da min mave og min appetit ikke havde det alt for godt.

Men nu er jeg tilbage i køkkenet igen og jeg lægger ud med en jordskoksalat, da salater må være det helt rigtige efter den fede julemad. Dog kommer du ikke til at undvære kød i dagens salat, da der er bacon i. Den salte bacon giver et godt pift til jordskokkerne, som i øvrigt ikke hører til blandt mine favoritgrønsager. Opskriften er fra Aarstiderne.



Jordskoksalat med persille og bacon ( min version)
(2 personer)
250 g jordskokker
1 stort bdt. persille
75 g bacon i tern
1 æble
Dressing:
sennep
æbleeddike
olivenolie
salt, peber
blade af savojkål

Start med at steg baconen på panden til den bliver sprød og gylden. Lad baconternene dryppe af på et stykke køkkenrulle. Skræl jordskokkerne (ja, det er ikke nemt så knoldede, som de er). Du kan også skylle jordskokkerne rigtig godt (hvilket heller ikke er så nemt) og så lade dem beholde skrællen på. 

Skær jordskokkerne i meget tynde skiver med en kniv, et råkostjern eller et mandolinjern. Skyl persillen og hak den. Vend den med jordskokskiverne i en skål. Vend de stegte bacontern i salaten. Skær æblet i små tern og steg dem kort på panden i resten af baconfedtet. Tilsæt 1 stor teske vand, 1 stor teske sennep, 2 store teskefulde æbleeddike og en smule olivenolie.

Hvis du skal bruge salaten som hovedret, kan du starte med at lægge nogle strimler af savojkål (eller en anden kål) på to tallerkener. Kom jordskokblandingen ovenpå og top med dressingen. Krydr med salt og peber. Spis salaten med godt brød til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar