søndag den 14. januar 2018

Farverig gryderet med rodfrugter og chorizo

Der er masser af farver i dagens gryderet, lige noget som passer til en kold vinterdag.,

Selleri og gulerødder er gode gamle danske rodfrugter, som kan bruges til mange ting. I denne gryderet er rodfrugterne blevet sat sammen med gode smagsgivere fra det sydeuropæiske køkken, nemlig chorizo og feta. Det er der kommet en dejlig krydret gryderet ud af.

Gryderetten kan serveres sammen med kartoffelmos, brød eller pasta/spaghetti. Jeg valgte spaghetti, for det havde jeg lyst til den dag.






Gryderet med rodfrugter og chorizo
(2 personer)
150 g rodselleri i ordnet tilstand, dvs. kun den hvide rene del uden skrald
75 g gulerødder
1 løg
olivenolie
50 g chorizo
½ rød peberfrugt
2 dl bouillon
1 spsk tomatpuré
½ tsk balsamico
salt, peber
1 dl mælk
evt. maizenamel
50 g fetaost

Start med at ordne sellerien. Skær skralden af sellerien og skær den i små tern. Skræl gulerødderne og skær dem i tern. Hak løget fint. Skær peberfrugt og chorizopølse i tern.

Svits løgene i lidt olie. Tilsæt tern af selleri og gulerødder og svits et par minutter. Tilsæt tern af chorizo og peberfrugt og svits et par minutter. Hæld 2 dl bouillon ved og lad det småsimre i 10 minutter. Kog spaghettien efter anvisningen på pakken.

Tilsæt 1 dl mælk til grydretten. Tilsæt tomatpuré og balsamico samt salt og peber. Smag til. Rør lidt maizenamel i lidt koldt vand og tilsæt til du får en god tyk sovs. Smag til igen.

Serveres sammen med spaghetti og med fetaost smuldret over.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar