tirsdag den 10. april 2018

Shepherds Pie med linser og grønsager

Den er nok lidt vinteragtig denne ret. Men du har måske netop stadig nogle vintergrønsager på lager, som f.eks. porrer og rodselleri. Og så er en Shepherds Pie en god måde at få brugt grønsagerne på.
Rodfrugterne kan bruges til den mos, som skal på toppen og de andre grønsager kan svitses og kommes i som fyld. Det kan der blive en ret lækker ret ud af. Udseendet scorer den nok ikke så mange point på, men smagen bliver rigtig god.





Shepherds pie med linser og grønsager
(3 personer)
600 g rodfrugter (jeg brugte kartofler og selleri)
1 dl grønne linser
salt, peber
laurbærblade
50 g smør
1 porre
200 g champignon
timian
rosmarin
citronsaft
1 dl mælk

Rodfrugterne skrælles, skæres i tern og koges møre. Når rodfrugterne er kogt, moses de sammen med 30 g smør, lidt mælk samt salt og peber.

Linserne koges efter anvisningen på posen. Foruden salt og peber kan du tilføje et par laurbærblade.
Porren renses godt og skæres i tynde skiver. Champignonerne renses og skæres i skiver. Svits porrerne i resten af smørret til de bliver bløde. Tilsæt champignonskiver og fortsæt med at svitse til svampene har fået farve. Vend de kogte linser i sammen med mælk, lidt citronsaft, timian og rosmarin. Varm det hele igennem

Smør et ildfast fad og kom grønsagslinseblandingen i bunden. Kom rodfrugtmosen ovenpå og glat den udover grønsagerne. Sæt fadet i ovnen og bag det ved 200 grader i 30 minutter.

Serveres med dagens salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar