Anmeldelse af Herbjørg Wassmo: Hundrede år
Herbjørg Wassmo er født i 1942. 100 år tidligere, altså i 1842, blev hendes oldemor Sara Susanne født. Denne roman handler især om Sara Susanne og om hendes datter Elida, som jo så er Herbjørgs mormor. Desuden hører man også lidt om moren Hjørdis og om Herbjørg selv.
Kan man lide at læse om kvindeliv i gamle dage, er det en oplagt bog. Det foregår i Norge, nordpå og langt ude. Familien var ikke en fattig familie, f.eks. ejede Sara Susannes mand, Johannes, et handels- og gæstgiversted med masser af folk og ind imellem god indtjening. Men livet var hårdt og kvinderne var seje, selv efter 10-12 fødsler. Noget som er svært at forestille sig i dag, især for en som mig, der kun har fået et barn. Og selvom mange af børnene døde, var der også mange der overlevede.
Noget andet der har ændret sig meget gennem tiden, er kvindernes afhængighed af deres mænd. Dengang var man heldig, hvis man fik en god mand. Og en god mand, var en der behandlede sin kone ordentlig, som ikke bankede hende, som kunne bestille noget og som ikke drak pengene op. At man så ikke nødvendigvis var særlig forelsket i ham betød mindre. Og så kunne det jo ske, at man mødte en som fik helt andre følelser frem. Som Sara Susanne der bliver glad for den malende præst, somr bruger hende som model for en figur på den altertavle, han er ved at male.
Det hændte også at kvinderne giftede sig af kærlighed og ikke nødvendigvis med den forældrene mente var den rette. Som mormoren Elida der vælger den svage Frederik, som ikke er mere svag end at han er medvirkende til, at de får 10 børn. Da Frederik bliver alvorligt syg og må på sygehus sydpå, vælger Elida at rejse med ham, og efterlader nogle af børnene i pleje, bl.a. Herbjørgs mor Hørdis. Det var svært at forstå for en lille pige.
Ind imellem formødrenes historier får man også et indblik i Herbjørgs egen barndom, hvor faderens misbrug af hende hang som en sort sky over hendes barndom.
Det var på mange måder et barsk liv, men ligesom det liv vi lever nu, var der op og nedture. Og det er spændende at læse om, synes jeg. Bogen springer lidt frem og tilbage mellem de forskellige personer, hvilket ind imellem kan være lidt forvirrende Men alt i alt er det en god og medrivende bog om hvordan det har været at være kvinde de seneste hundrede år..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar