lørdag den 16. juni 2012

Lun kartoffelsalat med fyldte kyllingebryster


Kartoffelsalat kan laves på mere end en måde…

…her er en lun en af slagsen med rødløg. Opskriften fandt jeg hos Arla. Som tilbehør fik vi kyllingefilet med ostefyld samt lidt salat. Salaten bestod af iceberg, squash og radiser. Iceberg er ikke særlig spændende, men den har alligevel sine fordele. Dels har den altid blade, der kan bruges til at komme på madpakkens rugbrødsmadder, dels er der meget fyld i de krusede blade og så er den sprød. Men smagen er der ikke meget ved, så smagsgiverne må komme fra andre ingredienser. I øjeblikket er jeg f.eks. meget glad for squashstrimler vendt i citronolie som tilskud i en salat.


Lun kartoffelsalat med fyldte kyllingebryster – min version
(2 personer)
2 kyllingebryster
ost – jeg brugte en rest almindelig skæreost
tomatpesto eller sennep
salt, peber
paprika
400 g kartofler små eller skåret i mindre stykker
1½ rødløg i kvarte
1 dl fløde
2 spsk hytteost
1 fed hvidløg
1½-2 dl purløg – andre krydderier kan også bruges
salt, peber
Skær en lomme i kyllingebrysterne, smør med pesto eller sennep. Skær osten i strimler og læg den på. Det hele lukkes sammen med kødnåle eller tandstikkere. Brun de fyldte kyllingebryster på en varm pande med smør eller olie. Krydr. Læg kyllingebrysterne over i et smurt ildfast fad og bag dem færdige i ovnen ved 200 grader i ca. 20. min. Kog kartoflerne ved svag varme under låg i ca. 10 minutter. Tilsæt rødløg og kog yderligere i 5 minutter. Løgene skal være al dente og kartoflerne møre. Hæld vandet fra og hold grønsagerne varme. Kom fløde, hytteost, hvidløg, krydderurter, salt og peber i en blender og blend det. Vend de varme kartofler og løg med dressingen og server med kylling og salat.

Note:
Jeg havde valgt kun at bruge purløg til dressingen, men det var ikke så god en ide, når der også var rødløg i kartoffelsalaten. Løgsmagen blev næsten alt for dominerende. Så næste gang vil jeg prøve med andre krydderurter.


2 kommentarer:

  1. Uhmm, det ser vel nok lækkert ud :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birthe,
      Enkelt og lækkert.
      P.S. Spændende med din kogebog :-)
      mvh
      Anne

      Slet