søndag den 10. februar 2013

Fastelavnsboller med marcipan og hindbærskum


Selvom man ikke skal holde fastelavnsfest…

…kan man jo godt lave fastelavnsboller alligevel. I år kom inspirationen fra Odense Marcipan og det blev til disse tøsede fastelavnsboller med marcipan og hindbærskum.


Fastelavnsboller med marcipan og hindbærskum – min version
(12 stk)
25 g gær
1 3/4 dl mælk
50 g smør
en anelse salt
40 g sukker
ca. 300 g hvedemel
150 g marcipan
æg til pensling
2 dl piskefløde
100 g frosne hindbær
flormelis
hindbærsaft
evt. cremefraiche
Kom smør og mælk i en gryde og lun det, til smørret er smeltet. Når mælken/smørret er kølet lidt af, så den kun er lun og ikke varm, tilsættes gæren og der røres til gæren er opløst. Kom salt og sukker i og derefter røres melet i lidt ad gangen. Dejen skal være fast og elastisk, så måske skal du ikke bruge alt melet. Lad dejen hæve 30-45 minutter. Rul dejen ud på et meldrysset bord - ca. 30x40 cm. Skær dejen ud i 12 kvadrater og kom en klat marcipan på hver. Fold dejen om marcipanen og sæt bollen på en bageplade med bagepapir, sammenføjningen skal vende nedad. Lad bollerne efterhæve 30 minutter. Bollerne pensles med æg rørt med lidt vand og bages ved 200 grader i 15 minutter. Lad bollerne køle af. De frosne hindbær gives et opkog i en gryde, derefter skal de afkøles. Rør flormelis og lidt hindbærsaft sammen til glasur. Skær bollerne over og kom glasur på den øverste halvdel, Pynt evt. med lidt frysetørret hindbær. Pisk fløden til skum og rør hindbærmassen i. Hvis man som jeg godt kan lide noget der er mindre fedt og lidt mere friskt, kan man tilføje et par skefulde cremefraiche. Fyld bollerne med hindbærskum og server.

Note: Marcipanen gav en god smag til bollerne, der i sig selv ikke var så spændende. Men sammen med glasur og hindbærskum bliver bollerne lækre. Næste gang tror jeg, at jeg tilføjer lidt havregryn til bollerne for at gøre dem lidt mere grove og give dem lidt mere smag.

Nyt fra Anne på Sjette
Når ens datter er blevet 21 år er der ikke meget fastelavnsfest tilbage. Men vi har været der, en gang var hun klædt ud som Disneys Herkules, som hun var meget optaget af i en periode, en anden gang var hun kunstmaler. Men selvom man ikke klæder sig ud og slår katten af tønden, kan man jo godt hygge sig sammen og spise fastelavnsboller alligevel. Så det gjorde vi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar