I dag er det Pandekagedag…
…og derfor fik vi selvfølgelig pandekager. Jeg havde heldigvis bagt pandekagerne allerede søndag, så det var rimelig nem og hurtig aftensmad i dag. Og jeg bagte dobbelt portion, så er der også til en nem gang pandekager en anden gang. Dejligt med den slags på lager.
Pandekager med fars, gulerod og mandler
(ca. 6-8 små pandekager = halv portion)
1½ æg
1½ dl hvedemel
3/4 dl grahamsmel
en knivspids salt
2½ dl mælk
fedtstof til stegning
250 g skinkefars
1 gulerod
1 lille løg
1 spsk olie
en håndfuld meget grofthakkede mandler
3 tørrede abrikoser klippet i små stykker
2 dl bouillon
1 spsk chilisauce
2 spsk flødeost
spidskommen
oregano
salt, peber
revet ost
Æg, hvedemel, grahamsmel, salt og halvdelen af mælken røres sammen i en skål. Tilsæt resten af mælken og lad dejen hvile 30 minutter i køleskabet. Varm fedtstof på panden og bag pandekagerne. Til fyldet skæres guleroden i små tern og løget hakkes fint. Olien varmes i en gryde og løget svitses heri til det bliver blødt, ikke brunt. Farsen tilføjes og svitses til den skifter farve. Så tilføjes gulerodstern, abrikoser, mandler, bouillon, spidskommen og oregano. Kog det hele sammen 20 minutter og tilføj et par spiseskefulde flødeost. Smag til med salt og peber. Kom fyldet i pandekagerne, drys lidt revet ost og varm dem i ovnen. Ud over dagens salat fik vi guacamole til.
Uhmm!!... Det både lyder, og ser lækkert ud.. Det skal prøves i weekenden. Er træt af den "traditionelle" tortilla pandekage.
SvarSletTak for opskrift!
Mvh, Thomas.
Hej Thomas,
SletJeg håber, at du får lavet nogle gode pandekager i weekenden. Jeg var selv ret godt tilfreds med denne udgave.