tirsdag den 26. februar 2013

Grønsagsgratin


Grønsagsgratin er jo en af de retter…

…der kan varieres rigtig meget. Her er en udgave fra Arla med bl.a. Mornaysauce. Den hævede fint, var blød og lækker og smagte godt. Og så var der mad til to dage.



Grønsagsgratin – min version
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
olie
4 gulerødder i små tern (300 g)
1 pastinak i små tern (100 g)
1 rest squash i små tern (100 g) – de to sidstnævnte ingredienser blev brugt i stedet for rød peber
2 rødløg i store tern
salt
rasp
60 g hvedemel
¼ liter Karolines Køkken Morneysauce 4%
4 æggeblommer
4 æggehvider
200 g hvid ost i saltlage
salt, peber
Varm olien i en stor pande og svits alle grønsagerne et par minutter og tilsæt salt. Smør et ildfast fad og drys med rasp. Pisk mel og 1 dl mornaysauce sammen i en skål. Rør resten af saucen og æggeblommerne i, så det hele blandes godt. Pisk æggehviderne meget stive og vend halvdelen i dejen sammen med grønsager og ost, salt og peber. Vend forsigtigt resten af æggehviderne i blandingen med en dejskraber. Hæld dejen i fadet og sæt det i ovnen ved 200 grader i 45 minutter. Dæk evt. gratinen med et stykke bagepapir efter en halv time, hvis den bliver for mørk. Serveres med dagens salat.

Nyt fra Anne på Sjette
Så kom den første forårsdag med solen fremme og masser af blå himmel og en dejlig blå fjord. Man kan da ikke andet end blive glad ved det syn. Og så var jeg lige så heldig at have tidligt fri i dag, så jeg nåede en dejlig gåtur i det gode vejr. Skønt at tænke på, at det kun er den første af forhåbentlig mange dejlige dage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar