søndag den 7. april 2013

Kirsebærquiche


I påsken bagte min søster og jeg…

...en kirsebærquiche, som vi havde fundet på www.viskalspise.dk. Så snart den var bagt og var kølet nok af, blev den sat på kaffebordet og sammen med Datteren fik vi gjort kål på det meste af kagen. For den var nemlig god. Min søster er ikke så vild med smørfyldte mørdejsbunde, så vi lavede i stedet en bund med cremefraiche og olie i stedet for smør. Desværre fik jeg ikke skrevet målene op, så I får opskriften med den oprindelige mørdejsbund.




Kirsebærquiche
(6 personer)
75 g smør
2 dl hvedemel
2 tsk sukker
1 æg delt i blomme og hvide
2 hele æg
1 dåse dessertkirsebær, 140 g drænet vægt
1 dl fløde
1 dl kirsebærsaft
1 tsk sukker
Sukker og mel blandes og smørret smuldres heri. Tilsæt ½ æggeblomme og saml dejen til en jævn glat masse. Et tærtefad smøres godt og mørdejen masses ud i formen og op ad siderne. Bages ved 200 grader i ca. 10 minutter. Når bunden er kølet af pensles den med lidt æggehvide for at forhindre saften i at trænge igennem. Den halve æggeblomme, resten af hviden samt de to hele æg piskes sammen med saft og fløde. Kirsebærrene fordeles på den forbagte bund og æggemassen hældes over. Quichen bages i ovnen ved 180 grader i 20 minutter til den karameliserer lidt på overfladen. Kan spises lun eller kold. Vi fik cremefraiche til.

Nyt fra Anne på Sjette:
Jeg har ikke været så meget på bloggen den seneste tid, da jeg i forbindelse med påsken har haft ekstra ferie. Ud over ovennævnte besøg hos min søster, har Datteren og jeg også været en lille tur i Hamborg. Og så har jeg holdt fødselsdag både fredag og lørdag, så der har været nok at se til. Bla. en hel del nye opskrifter, som er blevet afprøvet - dem vil der komme mere om på bloggen den næste tid. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar