mandag den 1. februar 2016

Kålpakker med fyld af linser og pastinak

”Kåldolmere” – det lyder lidt gammeldags og kedeligt. Så selvom det vel egentlig er en slags kåldolmere, jeg har lavet i dag, har jeg valgt at kalde dem ”kålpakker”. Pakker er meget mere spændende, det er noget man pakker op og hvor der gemmer sig spændende ting inden i. I disse pakker gemmer sig et fyld lavet med linser og forskellige grønsager. Nogle vil foretrække gammeldags kåldolmere med fars, men jeg kan nu bedre lide denne udgave.






Kålpakker med fyld af linser og pastinak
(2 personer)
Tomatsovs med ovnbagte tomater
(hvis du ikke har lyst eller tid til at lave ovnbagte tomater, kan du lave sovsen med en dåse tomater)
3 tomater
olivenolie
balsamico
1½ dl bouillon
4 store hvidkålsblade
1 dl grønne linser
 1 stor pastinak
1 løg
1 fed hvidløg
½ peberfrugt
1 æg
timian
salt, peber
50 g revet ost
Tomaterne skæres i både, lægges i et ildfast fad og vendes med olivenolie, balsamico, salt og peber. Bages i ovnen ved 160 grader i 1-1½ time. Blendes sammen med bouillon og så er sovsen klar. Linserne skylles og kommes i en gryde. Pastinakken skrælles, skæres i små tern og kommes i gryden sammen med linserne. Koges i ca. 15 minutter. Hvidkålsbladene koges i rigeligt vand i ca. 5 minutter. Løgene hakkes fint og svitses i lidt olie på panden sammen med peberfrugt og finthakket hvidløg. Smages til med salt, peber og timian. Når linser og løg er færdigkogte, kommes de i en skål og røres sammen med et æg. Læg hvidkålsbladene på et viskestykke, kom fyld på midten og pak bladet godt sammen om fyldet. Kålpakkerne lægges i bunden af et smurt ildfast fad med åbningen nedad. Tomatsovsen kommes over og det hele varmes i ovnen en halv time. Efter et kvarter drysses osten over og pakkerne bager endnu et kvarter. Server kålpakkerne med en god salat.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar