søndag den 3. april 2016

Lidt mere sunde appelsinmuffins med chokolade

Nogle gange synes jeg, at det bliver ret overdrevet det der med ”sunde” kager  - uden mel, uden sukker osv. På den anden side set, vil jeg også gerne selv lave lidt sundere kager. Så jeg prøver nok egentlig at finde et sted midt imellem - og så i øvrigt undlade at spise kage alt for tit.

Da jeg skulle lave disse appelsinmuffins, prøvede jeg at lave lidt ændringer i den mere sunde retning. Små ændringer, måske. Men lidt har vel også ret. Den oprindelige opskrift fandt jeg hos Foodlicious (som jeg gerne ville have linket til, men linket virker ikke). Her er noget af smørret skiftet ud med A38, der er kommet groft mel i sammen med hvedemelet, jeg har kommet mindre sukker i og mindre chokolade. Til gengæld har jeg tilføjet nogle friske dadler.






Appelsinmuffins med chokolade
(12 små)
100 g smør
2 æg
½ dl saft samt skal fra en økologisk appelsin
100 g sukker
1 dl A38
100 g hvedemel
50 fuldkornsspeltmel
1 tsk bagepulver
1 tsk stødt kanel
50 g friske dadler
50 g mørk chokolade

Start med at smelte smørret i en gryde. Mens det smelter,røres dejen sammen. Pisk æggene med sukker til en skummende masse. Pisk A38 og appelsinskal i. Bland de to slags mel, bagepulver og kanel i en skål. Sigt det ned i æggemassen under omrøring. Kom appelsinsaft i og tilsæt det smeltede smør, mens der røres i dejen. Hak chokolade og dadler groft og rør dem i. Smør en muffinsform rigtig godt, brug evt. smør fra gryden/panden hvor du har smeltet smør. Fordel dejen i hullerne. Bag kagerne ved 175 grader i 15-20 minutter. Der var - efter min mening - absolut ingen grund til at komme glasur på.

Note: Jeg synes selv, at det blev nogle rigtig lækre appelsinmuffins. Tunge på den gode måde, lækre og med masser af god smag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar