mandag den 20. december 2010

Julens konfekt 2010

I går var det Store Konfekt Dag hjemme hos Datteren og jeg. Vi skal holde jul sammen med min familie hos min søster og vi skal have konfekt med. Så det var bare med at komme i gang med marcipan, mørk og lys chokolade, nødder af diverse slags, tørrede frugter og meget andet godt. Sådan en dag med meget chokolade der skal smeltes, bliver man rigtig glad for sin mikrobølgeovn. På billedet ses de fem forskellige slags jeg fik lavet i år. Prøvesmagningen i aftes siger god for alle slags, men jeg tror førsteprisen går til nougatbruddene. Blandingen af den fede bløde nougat, den mørke lidt bitre chokolade og de tørrede frugter er mums.


Panforte (Tillæg til Spis Bedre nr. 12 2010 – min version):
(25 stk)
100 g marcipan
1 dl mandler
1 dl blandede nødder (f.eks. hasselnødder, cashewnødder, paranødder, valnødder)
11/4 dl abrikoser i små tern
1½ dl hvedemel
1 tsk kakao
2 spsk lyst muscovadosukker
¼ dl sirup
1½ dl flormelis
100 g mørk chokolade
glasur: 100 g mørk chokolade
Sæt ovnen på 150 grader. Riv marcipanen fint. Hak mandler og nødder. Bland marcipan, mandler, nødder, abrikoser, hvedemel, kakao og muscovadosukker i en skål. Bring sirup og flormelis i kog og rør det med de tørre ingredienser. Smelt chokoladen og bland den i dejen. Ælt dejen til en fast dej (Det med æltningen gik ikke så godt. Jeg endte med bare at trykke dejen hårdt ned i formen og det fungerede fint). Læg bagepapir i bunden af en ovnfast form, ca. 24x24 cm og tryk massen ud i formen. Bag i den nederste del af ovnen i ca. 25. minutter. Lad afkøle. Smelt chokoladen og smør det hen over, når kagen er blevet kold.

Nougatbrud (Spis Bedre nr. 12 2010 – min version)
(20 stk)
200 blød nougat
100 g tørrede bær f.eks. blåbær, tranebær og abrikos
100 g mørk chokolade
Rør nougaten blød og vend frugten i. Ifølge opskriften skal man beklæde en lille form med folie og lave konfektmassen deri. Jeg brugte i stedet et stykke bagepapir lagt på en fast plade (i mit tilfælde en bakke) og det fungerede fint. Halvdelen af chokoladen smeltes og smøres ud på folien eller bagepapiret. Når chokoladen næsten er smeltet smøres nougatblandingen ud over og overfladen glattes med en ske. Sæt den i køleskabet til nougaten er fast. Overtræk nougaten med resten af chokoladen og sæt den i køleskabet til chokoladen er stivnet. Skæres til sidst i små firkanter med en skarp kniv.

Abrikoskugler (Opskriften er fra Politikens julekonfekt):
(ca. 25 stk)
6-8 tørrede abrikoser
ca. 2 spsk portvin
200 g marcipan
50 g hakkede valnødder
mørk overtrækschokolade
Hak abrikoserne fint, evt. på blender. Hæld portvin over, dæk til og lad dem trække køligt i 1 døgn. Ælt marcipanen med abrikoserne og valnødder. Form dem til kugler og tril dem i smeltet chokolade. Pynt med et lille stykke abrikos.

Konfekt med kaffe og hvid chokolade:
Piskerisets opskrift, du kan se opskriften her

Dadler med kokos, citron og hvid chokolade:
Piskerisets opskrift, du kan opskriften her

4 kommentarer:

  1. Det ser super lækkert ud. Havde du en chokoladebutik, var jeg fast kunde.

    SvarSlet
  2. Uh, det ser godt ud :-)

    Jeg er i virkeligheden en klovn til at lave konfekt, mest fordi jeg synes det meste er for sødt. Men jeg må vist igang, hvis jeg skal nå at lave bare lidt inden jul....

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  3. Øj en tallerken - det ser dejligt ud :-)
    Godt du kunne lide dem! Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg heller ikke når at lave panforte i år...

    SvarSlet
  4. Mutter - Hvis jeg mangler job i fremtiden, skulle jeg måske overveje en chokoladebutik.

    Newyorkerbyheart - Du har helt ret, meget af det er næsten for sødt. Derfor skal det også nydes i små portioner.

    Piskeriset - Det er første gang jeg prøver panforte og det bliver bestemt ikke sidste gang.

    SvarSlet