søndag den 29. maj 2011

Hindbærsnitter

Hindbærsnitter må være en af danskernes yndlingskager. Og det er da også en vi får hjemme hos os en gang i mellem. Denne gang blev det til den hjemmebagte udgave i stedet for bagerens. Og de blev altså meget bedre, hvis jeg selv må sige det. Også selvom hindbærmarmeladen ikke var hjemmelavet, men bestod af en rest købemarmelade jeg havde stående og som jeg vidste, at jeg nok ikke ville få spist. Til gengæld var der rigtig smør i dejen og det gør altså noget ved en kage. Vidste I i øvrigt at hindbærsnitterne har deres egen hjemmeside hindbaersnitten.dk. Opskriften er i øvrigt fra Arla.


Hindbærsnitter (min version)
ca. 10 stykker
200 g usaltet smør
350 g hvedemel
150 g flormelis
1 spsk vaniljesukker
1 æg
Glasur:
200 g flormelis
citronsaft fra en halv citron
vand
1½ dl hindbærmarmelade
Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet. Tilsæt flormelis og vaniljesukker og saml hurtigt dejen med ægget. Kan gøres i en foodprocessor. Stil dejen tildækket i køleskabet ca. 1 time.
Del dejen i to portioner. Rul hver portion ud til en firkant (ca. 20 x 30 cm). Det kan være en god ide at rulle dejen ud direkte på bagepapiret, da dejen kan være lidt svær at flytte med. Del dejen på langs og bag de to stykker 20-25 minutter ved 175 grader – til de er gyldne. Pas på de ikke bliver for mørke. Når dejpladerne er kølet helt af, smører man marmelade på det ene stykke og glasur på det andet stykke. Pynt evt. med sukkerkugler. De to stykker lægges sammen med glasuren opad. Derefter skæres de i passende stykker..

4 kommentarer:

  1. Uhm ja, det er også en af mine yndlingskager. Sprød, sød og skøn!

    SvarSlet
  2. Det er altså en fantastisk kage - og så er den bare lidt hyggelig med krymmel på :)

    SvarSlet
  3. Jeg er ikke særlig pjattet med hindbær-snitter, men de her ser godt nok gode ud!

    SvarSlet
  4. Hindbærsnitten er en dejlig kage, det er der mange der synes.
    Jeg havde jo bagt en størrre portion end Datteren og jeg kunne spise og havde gemt resten i en plasticbox, men nu er de blevet bløde, øv. Er der mon noget man kan gøre ved det?

    SvarSlet