Jeg skulle spise alene, da Datteren skulle ud sammen med nogle veninder og fejre, at de var blevet færdige med andet år på handelsgymnasiet. Så kunne jeg jo meget passende lave noget mad af den slags, som Datteren ikke er så interesseret i. Det blev til en gang indisk inspireret mad. Opskriften havde jeg fundet hos Piskeriset.
Aubergine-kartoffel-curry (min version)
(selvom jeg kun var alene, lavede jeg en portion til to, så var der noget til frokosten næste dag)
250 g aubergine i tern
2 kartofler i tern
½ hakket løg
1 tsk sennepsfrø
15 g finthakket ingefær
1 fed hvidløg finthakket
1 tomat skåret i mindre stykker
stødt gurkemeje
chili og spidskommen efter smag
salt
1½ dl vand
Sennepsfrøene steges ca. et halvt minut i en gryde med lidt olie. Så tilsættes hakkede løg, der steges til de bliver gyldne. Tilsæt hvidløg, ingefær og chili og svits dem i et par minutter. Resten af krydderierne kommes i og det hele steges et par minutter mere. Så tilsættes kartoflerne og når de har stegt med ca. fem minutter, tilsættes auberginetern. Efter endnu tre minutters stegning hældes vandet i og derefter skal retten simre i 20-25 minutter ved middelvarme til kartoflerne er møre.
Jeg serverede naanbrød til samt raita lavet af agurk og tomat i tern blandet med mager cremefraiche og krydret med spidskommen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar