torsdag den 12. maj 2011

Hurtig kalkunret med bulgur

På grund af fødselsdagsweekend med efterfølgende rester har jeg ikke fået lavet meget mad på det sidste. Men i dag kom jeg så i gang igen. Dagens ret blev en hurtig hverdagsret med kalkun, bulgur og porrer.

Opskriften har jeg fundet hos Arla .


Hurtig kalkunret med bulgur – min version
(2-3 personer)
1½ spsk oliemargarine
karry
200 g kalkunbryst i strimler
120 g bulgur
(jeg brugte bulgur blandet med pasta, som jeg en gang havde købt i et etnisk supermarked)
4 dl grønsagsbouillon
3 porrer i ringe
salt
½ dl friskpresset appelsinsaft

Smelt oliemargarine i en gryde og lad det blive gyldent. Tilsæt karry og lad den bruse af. Brun kalkunkødet i ca. 2 minutter. Tag kødet op. Kom bulgur i gryden og svits i ca. 1 min. Tilsæt bouillon og lad bulguren koge ved jævn varme under låg ca. 3 minutter. Tilsæt porreringe og salt og kog videre ved jævn varme uden låg i 5-10 minutter. Vend kød og appelsinsaft i retten og smag til.

Jeg serverede kalkunretten med dagens salat lavet af salat, hvide asparges og tomater. Desuden kan man servere mangochutney og sojasauce til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar