Denne uge, hvor Datteren som bekendt er på højskole, er også den største ferieuge på mit arbejde (og vist også de fleste andre steder). Det betyder flere vagter og også ekstra sene vagter. Så er det godt at have lavet mad til to dage og det var lige hvad jeg fik gjort med en god gang fiskelasagne. Som udgangspunkt brugte jeg en opskrift, jeg havde set hos Newyorkerbyheart, men ændrede dog lidt på ingredienserne. Det blev der en god og lækker lasagne ud af.
Fiskelasagne med pangasius- min version
(1 person 2 dage eller 2 personer 1 dag)
300 g pangasius
(jeg brugte en særlig udgave krydret med citron og koriander, men almindelige pangasius-fileter kan også bruges)
80-100 g spinat frisk eller frossen
2 mellemstore gulerødder
3-4 dl mornaysauce
1 æg
fintrevet skal af en citron
salt, peber
140 g lasagneplader
revet parmasanost
Frisk spinat skylles godt. Gulerødderne rives groft. Letsaltet vand bringes i kog og spinat og gulerødder koges et par minutter. Derefter hældes spinat og gulerødder i en sigte og der presses så meget væde ud som muligt. Spinat og gulerødder kommes i et rent viskestykke og den sidste væde presses ud. Hæld 2 dl mornaysauce op i en skål, tilsæt æg, fintrevet citronskal, salt og peber. Pisk det sammen. Kom derefter spinat og gulerødder i og rør det hele godt sammen.
Dup fisken tør og del den i mindre stykker. Lidt af den tiloversblevne mornaysaucen fordeles på bunden af et smurt ildfast fad. Læg et lag lasagneplader på og så halvdelen af grønsagsblandingen. Halvdelen af fisken lægges oven på grønsagerne, krydr med salt og peber. Derefter igen et lag lasagneplader, den sidste grønsagssovs og de sidste fiskestykker. Der afsluttes med et lag lasagneplader og resten af mornaysovsen. Sørg endelig for at der er væde nok, ellers bliver lasagnepladerne ikke bløde. Sæt fadet i ovnen 15 minutter, tag fadet ud og drys med revet parmasanost før fadet igen får 15 minutter i ovnen. Serveres med dagens salat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar