Anmeldelse af Jenny Wingfield: Da bunden faldt ud af himlen
Bogen er udkommet på forlaget Cicero. Du kan læse mere om bogen her
En dejlig og grum fortælling om en amerikansk families oplevelser i sommeren og efteråret 1956.
I 50’erne drager familien Lake bestående af far Samuel Lake og mor Willadee Lake (født Moses) samt deres tre børn, Noble, Swan og Bienville (er det ikke nogle fantastiske navne?) af sted hver sommer til familien Moses årlige familietræf langt ude på landet i Arkansas. Men i sommeren 1956 sker der flere dramatiske begivenheder, der for altid ændrer familiens liv. Det starter med at Willadees far tager livet af sig selv. Willadees mor fortsætter med at passe familiens købmandsbutik om dagen og en af sønnerne overtager pasningen af farens udskænkningssted om natten. Da sommeren når sin afslutning har Samuel Lake, som er præst, ikke fået tildelt en ny kirke og menighed og dermed har han intet job og ingen indtægt det næste år. Familien Lake bliver derfor boende hos Willadees mor. Det er børnene ikke kede af, de kan altid finde på noget at foretage sig på gården.
Det er også i løbet af den sommer, at børnene bliver venner med nabodrengen Blake. Blake er en forsømt dreng på otte år, hvis far på tyrannisk og grusom vis underkuer kone og børn samt de heste, han lever af at tæmme. Familierne Lake og Moses gør hvad de kan for at hjælpe drengen, men deres indblanding får fatale konsekvenser for begge familier.
En varm og humoristisk fortælling, men også grum og frygtelig. Det er muligt, at de gode er lidt for gode og de onde lidt for onde, men det er en dejlig bog og man kommer til at holde af de elskelige familier Lake og Moses (med enkelte undtagelser). Ligesom man væmmes ved den ondskabsfulde forfærdelige far i nabofamilien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar