Denne risgratin lavede jeg at forskellige ting, jeg havde på lager – en rest kogte ris, lidt spidskål, en pakke bacon, hytteost m.m. Resultatet blev en udmærket risgratin, som vi kunne spise af i to dage. Næste gang kunne jeg tænke mig at komme mere kål i og så bruge mindre ris. Man kan selvfølgelig også bruge andre grønsager end kål. Gratinen ser måske lidt smattet ud, men den smagte godt.
Risgratin med bacon, tomat og kål
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
300 g kogte ris
200 g bacontern
olivenolie
1 løg
100 g fintsnittet spidskål eller hvidkål
1 fed hvidløg
1 dåse tomater
Herbes de Provence
salt, peber
3 æg
100 g hytteost
1 dl cremefraiche 6%
50 g revet ost
Start med at stege bacon, enten på panden eller i mikroovnen. Så skal løget svitses. Har du stegt bacon på panden, kan du svitses løget i lidt af det baconfedt, der er på panden. Ellers varmer du lidt olivenolie, som baconen kan svitses i. Når løgene er blevet bløde og klare tilsættes spidskål eller hvidkål og svitses med fem minutter. Så tilsættes tomater, et finthakket fed hvidløg, et godt drys Herbes de Provence samt salt og peber. Lad tomatsovsen stå og simre 10 min. Imens smørres et ildfast fad og halvdelen af de kogte ris lægges i bunden. Når grønsagssovsen har simret 10 minutter, tilsættes samt den stegte bacon. Det hele varmes igennem og hældes derefter over risene i fadet. Resten af risene kommes over. Pisk derefter æg med hytteost og cremefraiche og hæld denne blanding over risfadet. Stik i æggemassen med en gaffel rundt omkring i fadet, så æggemassen får mulighed for at løbe nede gennem ris- og grønsagslag. Fadet sættes i ovnen i alt ca. en halv time ved 200 grader. Når risgratinen har været i ovnen ca. 15 minutter, tages fadet ud, den revne ost drysses over og fadet sættes i ovnen igen. Serveres med dagens salat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar