søndag den 22. januar 2012

Pandekage-buffet

Tænk en gang, i sidste uge blev Datteren 20 år! Altså er jeg ikke længere mor til en teenagedatter, men til en ung kvinde, der er i gang med at gøre sig store overvejelser om fremtiden som voksen. Hvilken uddannelse skal hun tage, hvilken slags job kunne hun ønske sig, hvor vil hun bo osv. I første omgang bliver hun færdig med handelsgymnasiet til sommer og så skal hun ud og rejse.

Fødselsdagen med familien blev holdt her i weekenden og fødselsdagsmiddagen bestod af en pandekage-buffet, sådan som hun havde ønsket det. Jeg lavede to slags pandekager, en med groft mel og en med krydderurter. Som fyld kunne man vælge mellem: oksefars smagt til med mexicanske krydderier, marinerede og stegte kyllingestykker og chorizo skåret i skiver og stegt på panden. Der var forskellige slags sovse til: salsa, pesto, guacamole og en ostesovs med Danablue. Så var der masse af tilbehør: agurker, peberfrugt, ananas og tomater skåret i tern, fetaost og revet ost, majs og kidneybeans, rucola og grøn salat, revne gulerødder, stegte champignon i skiver og en gang avocadosalsa. Så der burde være noget for enhver smag. En del blev købt færdigt, med fuldtidsarbejde p.t. har jeg ikke tid til at kokkerere i timevis. Men nogle ting lavede vi selv og dem får I opskrifterne på her. Ved serveringen blev pandekagerne serveret varme og det samme med de forskellige slags kødfyld. Og så kunne gæsterne i øvrigt selv kombinere hver deres pandekager med deres yndlingsfyld.

Pandekager:
Jeg lavede som sagt to slags pandekager. Den ene slags var almindelige pandekager, hvor noget af dejen blev skiftet ud med groft mel. Den anden slags var pandekager med krydderurter (og lidt groft mel – jeg kan ikke lade være).
Urtepandekager
(ca. 18 stk)
4,5 æg
6 dl mælk
100 g fuldkornsspeltmel
200 g hvedemel
4,5 spsk vand
1 bdt persille
1 bdt purløg
salt, peber
1 spsk sennep
Alle ingredienser røres/piskes til en jævn dej. Lad dejen hvile en halv time i køleskab. Varm panden op, kom lidt smør på og bag pandekagerne ved jævn varme.

Danabluesovs:
Danablue røres sammen med cremefraiche og piskefløde til det har en passende konsistens og smag.

Jeg er blevet ret glad for forskellige former for salsa og som tilbehør til pandekagerne havde jeg valgt at lave en avocadosalsa, opskriften havde jeg fundet i bogen: ”Pandekager og crepes” af Susannah Blake.


Avocadosalsa – min version
(4-6 personer)
2 modne, men ikke for bløde avocadoer (aldrig nemt at vide, når man køber dem!)
½ rødløg skåret i fine tern
revet skal og saft fra 1 lime
½-1 finthakket chili
1 bakke cherrytomater
olivenolie
balsamico
1 nip sukker
lidt finthakket frisk mynte
Skræl avocadoerne, pil stenene ud og skær kødet i tern. Læg dem i en skål med rødløg, limeskal og –saft. Smag til med chili. Tomaterne skæres i kvarte og kommes i skålen sammen med mynte. Olivenolie og balsamicoeddike røres sammen og smages til med lidt sukker, før det kommes i skålen og det hele blandes forsigtigt sammen.

2 kommentarer:

  1. Uha, de ser dejlige ud. Sådan en portion hjemmelavede madpandekager får man (æh... jeg) alt for sjældent! :-)

    SvarSlet
  2. Ta' om avocadoen og mærk ved silkenden, om avocadoen er hård eller LIDT blød. Lidt blød = spiseklar; meget blød = køb den ikke!!; hård = skal i en papirspose indtil den er lidt blød i toppen!

    SvarSlet