onsdag den 1. maj 2013

Æggekage med squash, ost og skinke


Her er en  lækker æggekage med squash...

…som kunne have været et let forårsmåltid, hvis ikke nogen(!) havde kommet en masse ost på. Ikke at det gjorde den dårligere, men nok knap så let.


Æggekage med squash, ost og skinke
(3 personer)
1 squash
2 spsk hvedemel
4 æg
2-3 spsk cremefraiche (hytteost kan også bruges, hvis man har en rest af det)
salt, peber
Herbes de Provence
fedtstof til stegning
100 g cheddarost, skåret i små tern
1 pakke serranoskinke
Squashen rives groft og presses sammen, så noget af væden presses ud. Bagefter røres den revne squash med hvedemelet. Æggene piskes med cremefraiche og krydderier. Fedtstoffet smeltes på en  pande og æggemassen hældes på. Når æggemassen er stivnet lidt, fordeles den revne squash ud over hele æggekagen. Æggekagen steger videre til den er nogenlunde stegt på den ene side. Så vendes den og osteternene drysses ud over, så de kan ligge og smelte på overfladen. Lidt fedtstof varmes på en pande og serranoskinken steges heri. Ved serveringen kommes skinker på æggekagen. Serveres med dagens salat.

Nyt fra Anne på Sjette
I dag var jeg så heldig at have fri hele dagen. Formiddagen blev brugt til praktiske ting som at vaske tøj og handle. Om eftermiddagen cyklede jeg en dejlig lang tur ud til Løverodde, er ret smukt sted ved Kolding Fjord. Solen skinnede og skoven var fyldt med anemoner og jeg så årets første udsprungne bøgetræer. En rigtig dejlig fridag :-)


2 kommentarer:

  1. Hej Anne

    Det er en rigtig dejlig blog, du har. Jeg kan godt lide, når man også får et indblik i blogindehaverens privatliv, ligesom her, og så er jeg optaget af natur og mad ligesom dig. Frisk luft er så godt.

    - Ungersvenden

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ungersvend,
      Det glæder mig, at du kan lide min blog. Det er rigtig dejligt at komme ud i naturen, ikke mindst efter den lange vinter. Forhåbentlig bliver der mange gode ture derude hen over sommeren.

      Slet