…i min nye serie af indlæg, som meget gerne skulle omhandle mine fremtidige gå-, trave- og vandreture (et par cykelture kommer der nok også). Gå-trave-vandre –hvad er egentlig forskellen? – Det vil jeg vende tilbage til om lidt.
Uanset om det hedder det ene eller det andet, så elsker jeg at bevæge mig af sted i gå-tempo. Nogle gange, når jeg har fundet det rette trav og det rette tempo og det bare går derud af, kan jeg næsten blive helt høj af det og føle det som om, at jeg bare kunne blive ved og ved. Det er en fed fornemmelse. Det er altid hyggeligt at følges med andre f.eks.fra Dansk Vandrelaug, familie eller venner og hvis ingen kan, så går jeg også gerne alene. Jeg elsker den måde man når at opleve landskabet og omgivelserne på, når man bevæger sig i gå-tempo. Jeg holder meget af at komme ud i den danske natur på alle årstider og i (næsten) alt slags vejr, der er rigtig mange skønne steder i Danmark. Og som I kan se af min blog, så er vandreture andre steder i verden også noget jeg rigtig gerne gør.
Og da det nu giver mig så stor glæde, tænkte jeg at andre måske også kunne blive inspireret og komme til at opleve den samme glæde. Og derfor vil jeg prøve at gøre mere ud af at dele mine vandreoplevelser med jer. Ligesom I er velkomne til at fortælle om jeres gode gå-, trave- eller vandreture.
Mine gode gamle vandrestøvler jeg måtte sige farvel til efter 10 års trofast tjeneste
Og hvad er så forskellen på at gå og trave og vandre? For mig er definitionen nok ca. sådan:
Gåtur En tur på en halv til en hel time som de fleste kan være med til og hvor fodtøjet bare er almindelig behageligt fodtøj
Travetur En længere tur på op til et par timer. Man går raskt til, har måske-måske ikke særligt fodtøj på, man har måske-måske ikke spise- eller kaffepause undervejs.
Vandretur Ture hvor man er ude at gå en stor del af dagen. Man har udstyret med, d.v.s. gode vandresko eller –støvler, man har pakket dagrygsækken med vand, madpakke, termokande, regntøj, solcreme osv. afhængigt af årstid og temperatur.
Det var mine definitioner, måske har du nogle andre?
Nu over til det væsentlige – nemlig den vandretur jeg vil fortælle om i dag. Turen gik til Slivsø sammen med Dansk Vandrelaug (DVL) søndag d. 2. juni..
Lidt fakta om Slivsø:
Søen ligger ved Hoptrup lidt udenfor Haderslev. Med sine 164 hektar er den Sønderjyllands tredje største sø. I 1957-59 blev søen afvandet for at arealet kunne blive brugt som landbrugsjord. I 2004 valgte man at genskabe søen igen i en lidt mindre udgave. I dag er der et rigt dyreliv i og omkring søen.
Himlen var grå og søen meget kølig blå, da vi startede på turen
Vi parkerede ved søens sydøstlige ende og herfra gik turen modsat uret rundt om søen. Turen var på ca. 13 km (det var inklusiv et smut ned til Diernæs Strand). Meget af vejen gik vi på sti, men noget af ruten foregik på asfalt. Man har heldigvis udsigt til søen en stor del af vejen, det gør det jo ligesom lidt sjovere, når man nu er på tur rundt om en sø. Det er en dejlig sø med dejlig natur og da vejret også gik fra noget grumset til dejligt solskin, blev det en rigtig fin tur.
En flok mennesker der vandrer afsted på rad og række - jo det må være DVL der er ude på tur
Efterhånden viste vejret sig fra den mere pæne side
Og søen er nu flottest i solskin
På sydsiden af søen kom vi lidt på afstand, men den kan stadig ses
Og så lige en smuttur ned forbi Diernæs strand
Læs mere om Slivsø her
http://www.hib.haderslev.dk/files/5246/Slivs%F8_pdf.pdf
Ingen kommentarer:
Send en kommentar