Nu hvor Datteren midlertidigt er bortrejst et par måneder…
…har jeg ind imellem benyttet mig af det i forhold til madlavning. Dvs. mere fisk og flere tørrede bælgfrugter. I dag blev det til en fiskenudelsuppe inspireret af en opskrift i Spis Bedre nr. 2 2013. Jeg lavede lidt om på den undervejs, så det var mest som inspiration jeg brugte opskriften fra Spis Bedre.
Nudelsuppe med fiskeboller – min version
(1 person)
150 g fiskefars (jeg brugte en færdigblandet fars)
sesamfrø
1 stk. forårsløg, finthakket
frisk rød chili efter smag, finthakket (skal bruges både til bollerne og suppen)
salt
ingefær, fintrevet
2 forårsløg skåret i skrå skiver
1 gulerod i tern
2 stængler bladselleri i tynde skiver
olie
3 dl bouillon
1 tsk soja
½ tsk fiskesauce
75 g sugar snaps skåret i mindre stykker
50 g nudler
frisk koriander
Den færdigblandede fiskefars jeg havde købt var ret lind. Så hvis jeg skulle kunne lave nogle fiskeboller, var jeg nødt til at drøje den lidt. Så jeg blandede sesamfrø i til konsistensen blev lidt mere fast. Det gav samtidig lidt bid og smag til fiskebollerne, hvilket kun var en charme mere. Farsen blev også blandet med finthakket forårsløg og chili. Til suppen varmes olien i en gryde og forårsløg, gulerødder, selleri, chili og ingefær steges et par minutter. Tilsæt bouillon og lad det simre ca. 10 minutter. Krydr med soya og fiskesauce. Kom sugar snaps i derefter fiskebollerne. Lad dem simre 5-10 minutter. Kog nudlerne efter anvisningen på pakken og kom dem i suppen ved serveringen. Pynt med grofthakket koriander.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar