tirsdag den 3. februar 2015

Bogcafé og vegetarret med aubergine og græskar

Bloggen har ligget stille...

...nogle dage, fordi jeg har været syg. Normalt er jeg så heldig, at jeg meget sjældent er syg. Men lørdag aften blev jeg angrebet af noget influenza-agtigt noget med kulderystninger og ømhed i hele kroppen. Og det meste af søndagen befandt jeg mig i liggende stilling, enten i sengen eller på sofaen. Og sov og sov. Men nu er jeg heldigvis ved at være frisk igen.


Og det er jeg rigtig glad for. For ellers ville jeg være gået glip af en af mine yndlingsopgaver i mit arbejde - nemlig afholdelse af bogcaféer. Det er tredje sæson min kollega og jeg afholder bogcaféer på kommunens biblioteker og det er rigtig hyggeligt. Vi får lov til at fortælle om gode bøger og de besøgende i caféen ser ud til at hygge sig. På billedet ser I de bøger, jeg fortalte om denne gang. Det overordnede tema var "Familieliv".

En opskrift skal det også blive til i dag. Mens jeg var syg, var det ikke meget mad der gled ned. Faktisk mest A38 og skyr. Men så er det jo godt, man har opskrifter på lager. Som f.eks. denne grønne opskrift med aubergine og græskar. Opskriften fandt jeg hos Aarstiderne




Bagt aubergine med krydret græskar og linser
(1 person)
½ aubergine
olivenolie
3 tykke skiver græskar
chili
hvidløg
1 dl røde linser
citronsaft og skal af en halv citron
timian
1 dl yoghurt
En lille håndfuld cherrytomater
Skyl auberginen og skær den i tykke skiver på den brede led. Gnid stykkerne ind i olivenolie og læg dem på bagepapir. Skrab kernerne af græskarstykkerne, gnid dem med hvidløg og med olie blandet med lidt chili. Kom aubergine og græskar i ovnen og bag dem til de er møre. Ifølge opskriften er det 20 minutter ved 185 grader, men det virkede ikke i min ovn. Så de fik 10-15 minutter mere. Linserne skylles og koges efter anvisningen på posen. Tilsæt chili, timian og citronskal til kogevandet. Krydr de kogte linser og smag dem til med citronsaft. Rør græskar og yoghurt sammen, brug evt. en minihakker, indtil massen er ensartet. Ved serveringen kommes linser nederst på tallerken, derefter lægger man aubergineskiver over og server græskaryoghurten til sammen med halverede cherrytomater.


Note: Ifølge opskriften skulle der også plukket bredbladet persille i græskaryoghurten. Jeg havde ikke fået købt persille, men jeg er sikker på, at det ville have været godt til.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar