fredag den 20. februar 2015

Eftermiddagstur i Odense

Når man har ferie...

...vil man som regel gerne lave noget, der giver en eller form for livskvalitet. Sådan startede min feriedag i går så ikke, da første punkt på dagsordenen var et besøg hos tandlægen. Det blev til en rodbehandling (uha), som jeg dog slap rimelig nemt over, da tandlægen erklærede tanden for død. Og dermed slap jeg for at rodbehandlingen kom til at gøre alt for ondt, hvilket jeg selvfølgelig er ret taknemlig for. Men bortset fra det, kan det vel ikke være godt, at ens tænder dør - eller hvad?


Jeg havde det altså helt fint bagefter og derfor syntes jeg, at der skulle ske et eller andet, når nu jeg havde ferie. Det blev en tur til Odense. Her startede jeg med at gå på café Cuckoo's Nest. En hyggelig café i centrum med plads til mange gæster. Jeg faldt for deres Deluxe burger. En dårlig burger kan være en trist affære, hvorimod en kvalitetsburger kan være en rigtig god oplevelse. Og denne burger var lækker. Meget sprød bolle, bøf med god smag og masser af bacon og ost. Syltede rødløg og andet godt som fyld og dertil håndskårne pommes frites og aioli - jo, det var sandelig godt.


Burgeren mættede ret meget, så bagefter var det tid til motion. På med vandrestøvlerne og så på tur langs Odense Å. Selv på en kedelig grå februardag som i dag (ikke som meget som et glimt af solen), er det dejligt at gå langs åen gennem byen.



At H. C. Andersen kommer fra denne by er svært at se bort fra. F.eks. faldt jeg over en meget fin legeplads inspireret af H. C. Andersens eventyr om Tommelise. De fineste sommerfugle lyste op ude i vandet og på selve legepladsen var der åkander og andre sjove ting. Der var dog ingen børn, men vejret var som sagt heller ikke godt.


Og hvad med denne "grimme ælling", der er meget tæt på at være forvandlet til en smuk svane.



I hel taget er der mange sjove ting at se, når man går langs Odense Å. Se f.eks. disse fine små huse.


Og noget andet sjovt på denne tur er, at åen og stien går lige igennem Odense Zoo. Det betyder at man pludselig kan stå ansigt til ansigt med tiger - heldigvis med et solidt hegn imellem. Tigeren fik jeg dog ikke set, i hel taget var der ikke mange dyr ude den dag.


Alt i alt var det en dejlig eftermiddag med gode oplevelser. Og selvom det ikke føltes spor forårsagtigt, så var der tegn på forår. Se bare disse sjove fyre, som var i fuld gang med at indtage åens bredder. Rød hestehov hedder de og de er for mig et sikkert tegn på forår.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar