torsdag den 9. april 2015

Rødspættefileter med lækker topping og salat med linser, kålrabi og æble

En travl uge...

...med mange møder om dagen og aftenarrangementer. I aften skal jeg f.eks. i den lokale biograf som frivillig og sælge billetter til Skammerens datter. Jeg har endnu ikke selv set filmen, så det glæder jeg mig til.

Madlavningen er på lavt blus. Så her får I et par opskrifter på en fiskeret med salat, som jeg lavede for et stykke tid siden. Begge opskrifter bygger på opskrifter fra nettet. Fiskeopskriften fandt jeg hos Katten og sækken og salaten hos Inspirationskit for livsnydere.


Rødspættefileter med lækker topping (min version)
(2 personer i dag eller 1 person 2 dage)
250 g rødspættefileter
50 g skyr
1 bdt dild
1 tsk revet citronskal
25 g parmesan
salt, peber
1 skive knækbrød
Rør skyr sammen med finthakket dild, citronskal, revet parmesan og salt og peber. Dup rødspættefileterne tørre, krydr med salt og peber. Fold dem sammen en gang og læg dem i et smurt ildfast fad. Læg toppingen oven på. Knus knækbrødet – det kan gøres ved at lægge knækbrødet i en pose og slå på det med en kagerulle. Drys knækbrødsmulder over og dryp med lidt olie. Bages i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.



Salat med linser, kålrabi og æble (min version)
(2 personer 1 dag eller 1 person 2 dage)
120 g grønne linser
1 lille løg
100 g kålrabi
olivenolie
1 æble
dild
æbleeddike

Skær løget ud i mindre stykker. Svits dem i lidt olie i en gryde til de bliver klare. Tilsæt linserne og dæk dem med vand. Lad dem koge ca. 40 minutter og lad dem så afkøle. Skræl kålrabien og skær den i små tern. Vend ternene med olie, salt og peber og bag dem i ovnen ca. 10 minutter. Skræl æblet og bland æbleternene med linser og kålrabi. Vend salaten med finthakket dild og æbleeddike. Smag til.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar