onsdag den 29. april 2015

Salat med sorte ris, blomkål og rød peber

Der er meget at se til lige nu...

...sene vagter på arbejdet, møde i filmbookinggruppen og så - det allerbedste - pakning og forberedelser til min kommende ferie. Jeg er nemlig så heldig, at jeg skal en uge til Frankrig. Dels for at besøge Datteren i byen Troyes, hvor hun læser lige nu. Og bagefter har vi nogle dage sammen i Paris. Det bliver bare dejligt.

Så dagens opskrift på en dejlig salat med blandt andet sorte ris bliver det sidste indlæg inden turen går til Frankrig. Opskriften så jeg i et nummer af Alt for Damerne, som ofte har gode og lækre opskrifter. Lækker salat, som kan bruges som tilbehør, f.eks. til disse krydrede kyllingefrikadeller.



Rissalat med sorte ris, blomkål og rød peber
(2 personer)
75 g sorte ris
½ rød peberfrugt
¼ blomkål
1 lille håndfuld mandler
½ spsk sennep
1 spsk balsamico-eddike
3 spsk olivenolie
Kog risene efter anvisningen på pakken. Lad dem køle af. Pisk dressingen sammen, først sennep og balsamico og derefter olivenolien. Skær peberfrugten ud i små tern, snit blomkålen – men ikke alt for fint. Hak mandlerne. Bland grønsager, ris og mandler. Hæld dressingen over og lad den trække.

Note: Jeg nøjedes ikke med at hælde dressingen over, men vendte også dressingen rundt i salaten med det resultat, at de sorte ris smittede af på blomkålen. Så hvis blomkålen stadig skal se hvid ud, skal man ikke rode for meget rundt i salaten. Men ellers var det en lækker salat med godt bid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar