lørdag den 9. maj 2015

Salat med spidskål, blommer, rødbede og fetaost

Så er jeg tilbage igen...

...efter en rigtig dejlig uges ferie i Frankrig. Det var nogle rigtig gode dage sammen med Datteren. Vi oplevede en masse og der blev også spist både det ene og det andet. Det kommer der mere om, når jeg får styr på alle billederne.


Hjemme igen er det dejligt med mere enkel mad med masser af grønsager. Det med grønsagerne blev ikke til så meget i ferien. Når man tænker på, hvor mange grønsager der findes, hvor lækre de er og hvor mange muligheder der er med dem, så ser det temmelig sløjt ud, når man er ude og spise. Ja, man kan da få en salat, men ofte er det de samme få salater, man får tilbudt alle steder. Så det var dejligt for grønsagselskeren at komme hjem til eget køkken, hvor grønsager får lov til at fylde meget.

I aften skulle det være nemt og heldigvis var der lidt rester i køleskabet. Det blev til en salat med rød spidskål, rødbeder, blommer, feta og valnødder - mums.


Spidskålssalat med rødbeder, feta, blommer og valnødder
Jeg lavede den uden mængdeangivelser. Du skal bare lave en portion, som passer til din appetit.
Du skal bruge:
rød spidskål (almindelig spidskål kan også bruges, men det ser flot ud med den røde)
rødbede
blomme
fetaost
valnødder
Dressing:
olivenolie
hindbæreddike
lidt honning
Spidskålen snittes fint. Rødebeden skrælles og rives groft, blandes med spidskålen og anrettes på en tallerken. Dressingen piskes sammen og hældes over. Blommen skæres i tern og drysse over kål og rødbeder. hvorefter fetaosten smuldres over.  Valnødderne hakkes groft og drysses over. Og så er salaten klar.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar