Egentlig synes jeg ikke, at blomkål er en vintergrønsag. Men da der dukkede
en op i kassen fra Aarstiderne, så var det jo alligevel dejligt med lidt
blomkål midt i vinterkulden. I hel taget skal man vist glæde sig over at få den slags grønsager lige nu, for det ser jo ud til at vi kommer til at mangle grønsager sydfra. Heldigvis har vi en masse gode vintergrønsager herhjemme. Men der hører blomkål om vinteren jo ikke rigtig til.
Selvom det måske ikke er en decideret vintergrønsag egner blomkålen sig fortrinligt til en rigtig vinterret, nemlig suppe. Opskriften er lavet med inspiration fra bogen ”52 supper” af
Ylva Bergqvist.
Blomkålssuppe med rucola og rejer
(2 personer)
½ blomkålshoved (300 g)
2½ dl grønsagsbouillon
2 dl mælk
½ dl fløde
½ spsk citronsaft
salt, peber
100 g rejer
citronskal
15 g rucola, grofthakket
Del blomkålen i små stykker. Kog den mør i bouillon, mælk og
fløde i en gryde, ca. 10-15 minutter. Blend suppen jævn. Smag den til med
citronsaft, salt og peber. Tilsæt evt. mere bouillon eller mælk, hvis den er
for tyk.
Vend rejerne med citronskal. Server rejerne og den hakkede
rucola til suppen sammen med godt brød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar