søndag den 25. marts 2012

Forårstur


Et yndlingssted er blevet besøgt endnu en gang…

Og det drejer sig igen om Granslev Ådal, et område jeg ikke kan reklamere nok for, hvis man kan lide gode traveture i dejlig natur og man kommer forbi dette område i det midtjydske. Den Glade Murer og jeg har snart vandret området tyndt på kryds og tværs, men finder alligevel stier og veje, vi ikke har prøvet før. Dagens ture tog udgangspunkt i området omkring Pøt Mølle lidt syd for Hammel. Vejret var jo fantastisk, så det blev nogle rigtig gode timer i strålende forårssol under en blå himmel.

Her får I nogle billeder fra området





Til sidst en lille forårsbebuder som jo egentlig ikke hører til i naturen -
 men man bliver alligevel glad for at se den



torsdag den 22. marts 2012

Rugmelspandekager med kål og kalkun


Lækkert pandekagefyld med kalkun og kål

Hjerteforeningens hjemmeside faldt jeg over denne opskrift på rugmelspandekager med kål og kylling og den måtte prøves. Jeg skiftede kyllingekødet ud med kalkunkød, som jeg marinerede inden det blev stegt. Men ellers fulgte jeg stort set opskriften.


Rugmelspandekager med kål og kalkun – min version
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
3 æg
5 dl kærnemælk
1½ dl vand
1 knsp salt
2 dl rugmel
2 dl hvedemel
oliemargarine
300 g kalkunschnitzel
2 spsk olivenolie
1 spsk sød chilisovs
1 fed hvidløg
stdt chili
salt, peber
2 løg
300 g spidskål
2 dl vand
4 tomater
100 g (light) flødeost
4 spsk persille
Skær kalkunschnitzlerne ud i små tern. Pisk olie og chilisovs sammen med presset hvidløg og stødt chili samt salt og peber. Vend kalkunkødet i marinaden og lad den stå mindst en halv time, gerne længere. Pisk æggene sammen. Rør kærnemælk, vand, salt, rugmel og hvedemel i. Lad dejen hvile 30 min. i køleskabet. Varm panden op og bag pandekagerne i en lille klat oliemargarine. Steg kalkunkødet mørt på en anden pande. Løgene skæres i tynde både og kålen snittes. Vandet bringes i kog i en gryde med lidt salt. Løg og kål kommes i, når vandet koger. Lad det småkoge i 3-5 minutter. Afdryp grønsagerne i en sigte, kom dem i en skål og krydr med salt og peber. Skær tomaterne i tern. Bland kål og løg med kalkuntern og tomattern samt hakket persille. Pandekagerne smøres med flødeost og fyldet kommes på. Inden serveringen kan pandekagerne evt. lige varmes et øjeblik i ovnen. Serveres med dagens salat.

Note: Fyldet var let og lækkert. Pandekagedejen havde jeg lidt problemer med. Dejen blev meget tyk (måske p.g.a. kærnemælken) og det var svært at lave store pandekager. De gik også nemt i stykker, synes jeg. Så fyldet vil jeg gerne lave igen, men næste gang vil jeg nok bruge en anden dej.

tirsdag den 20. marts 2012

Boller med abrikoser og nødder


Ny slags boller

Så fik jeg lavet en ny slags boller, denne gang med abrikoser og nødder. På en måde er mine boller næsten altid nye, da jeg ofte bruger det mel, jeg har på lager i stedet for at følge en opskrift slavisk. Denne opskrift, som jeg fandt i Spis Bedre februar 2010, blev der også ændret på.


 Boller med abrikoser og nødder - min version
(16 stk)
50 g hasselnødder
50 g bløde tørrede abrikoser
50 g gær
3 dl vand
1 dl A38
2 spsk sesamolie
1 tsk salt
3 dl grahamsmel
1 dl hvid hvede
4 dl hvedemel plus det dejen kunne tage
1 dl Fiberbageblanding fra Urtekram
Rist nødderne på en tør, varm pande. Gnid skallerne af i et viskestykke og hak nødderne groft. Skær abrikoserne i små tern. Hvis man synes, at de er for hårde, kan man evt. hælde lidt kogende vand på dem og lade dem stå en times tid, inden man skærer dem i tern. Dejen smuldres i et dejfad, det lunkne vand tilsættes og der røres til gæren er opløst. Olie, nødder, abrikoser, salt, fiberblanding tilsættes. Melet kom jeg i med min nye metode: Først en dl groft mel – i dette tilfælde grahamsmel – derefter en dl hvedemel og sådan bliver jeg ved, indtil jeg synes, at dejen har den rette konsistens. Den hvide hvede kom jeg i før det almindelige hvedemel. Det gav en dej der stadig var grov, men også god at arbejde med. Når dejen er blevet æltet, skal den hæve en time. Derefter formes den til boller og de efterhæver en time. Pensles med æg og bages ved 200 grader i 15-20 minutter.

Note: Dejlige store gode boller med frugt- og nøddesmag.

søndag den 18. marts 2012

Blomkålssuppe med nødder


I dag var det regnvejr og suppevejr

Og det var lige præcis suppe, jeg skulle lave ifølge min madplan. Jeg ville prøve en blomkålssuppe og havde kig på flere forskellige. Men valgte til sidst en fra ”Kirsten Skaarups grønne køkken” af (sjovt nok) Kirsten Skaarup. Bogen havde jeg lige købt for et gavekort, jeg havde til Bog & Ide. 


Blomkålssuppe med nødder – min version
(2 personer)
50 g løg
2 spsk olivenolie
100 g kartoffel
300 g blomkål
ca. 6 dl grønsagsbouillon
50 g hasselnødder
2 spsk flødeost
peber
½ æble
lidt æbleeddike
lidt honning
lidt persille
Hak løget og svits det i 2 spsk olie til det er blødt. Skær kartoflen i tern. Tag et stykke blomkål fra og del det i små buketter, det skal svare til ca. 1 dl. Stil dem til side. Skær resten af blomkålen i små stykker og kom dem i gryden sammen med kartoflerne. Hæld bouillon ved og kog suppen under låg ca. 15 minutter. Findel nødderne i blenderen. Tilsæt suppen og blend den med. Hæld suppen tilbage i gryden og smag til med peber og evt. salt. Varm suppen op. Skær æblet ud i små tern, bland dem med blomkålsbuketterne og lidt hakket persille. Vend det hele i æbleeddike og lidt honning. Serveres som topping til suppen sammen med ristet brød.

Note: Jeg havde ikke prøvet at blende hasselnødder i en suppe før. Det gav en utrolig dejlig nøddesmag. Til gengæld kunne man ikke smage blomkålen så meget. God ide til vinterens mange purerede grønsagssupper, hvis man trænger til en anden slags smag på suppen. Man kunne også prøve med mandler eller andre typer nødder.

lørdag den 17. marts 2012

Hvidkålsgryde med oksefars


Hvidkålsgryde med oksefars – en god hverdagsret

Og en god måde at få brugt hvidkål på. Som udgangspunkt brugte jeg en opskrift fra Aarstiderne. Det var oprindeligt en wokret med oksekød i strimler, men jeg lavede retten i en almindelig gryde og brugte oksefars i stedet. Men ellers krydrede jeg den nogenlunde på samme måde.

 Hvidkålsgryde med oksefars – min version
(2 personer)
250 g oksefars
250 g hvidkål
olie
1 rød chili
fintrevet ingefær
1-2 spsk soja
½ dl æblejuice
50 g sesamfrø
Varm lidt olie i en gryde og svits oksefarsen til den har fået farve. Snit hvidkålen fint. Tag oksefarsen op af gryden, kom lidt mere olie i og tilsæt hvidkålen og lad den svitse, til kålen har fået farve. Tilsæt finthakket chili og fintrevet ingefær. Vend oksefarsen i kålen sammen med soja, æblejuice og sesamfrø (gem lidt sesamfrø til at drysse på som pynt til sidst)og varm det hele igennem. Serveres med dagens salat.

onsdag den 14. marts 2012

Mini tortillas med kartofler


Lækre små mini tortillas med mulighed for variation

Denne uges grønne ret blev nogle mini tortillas med kartofler, en opskrift jeg havde fundet i Samvirke. Du kan også se opskriften her. Jeg lavede dog min egen udgave, eller retter udgaver, da jeg faktisk lavede to forskellige slags. Udgangspunktet var æg og kartofler, som i ovennævnte opskrift. Derudover kom jeg purløg og revet ost i den ene slags og soltørrede tomater og frisk basilikum samt revet parmesanost i den anden.


Mini tortillas med kartofler – min version
(8 stk)
400 g kartofler
olivenolie
5 æg
salt, peber
purløg
frisk basilikum
et par finthakkede soltørrede tomater i olie
25 g revet ost
fintrevet parmesanost
Kartoflerne skrælles, skæres i tern og steges i olivenolie på en pande til de bliver gyldne og møre, ca. 20-25 minutter. Krydres undervejs med salt og peber. 8 store papirmuffinsforme smøres med lidt olie. Når kartoflerne er færdige fordeles de i muffinsformene. I de fire kommes desuden fintklippet purløg og i de andre fire fintklippet basilikum samt finthakket soltørret tomat. Æggemassen fordeles derefter i alle otte forme. På purløgsudgaven drysses revet ost, på de andre parmasanost. Derefter bages de i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter, til de er gyldne. Serveres med dagens salat og evt. brød.

Note: Lækre små tortilla-muffins. Men det er selvfølgelig ikke så miljøvenligt at bruge papirforme, som Datteren meget rigtig påpegede. Så hvis man har genbrugsforme i metal eller silikone, er det selvfølgelig bedst at bruge dem. Hvis du ikke kan undvære kød, så tilføj f.eks. skinke eller chorizo.

tirsdag den 13. marts 2012

Champignonpaté


Mit yndlingsprogram i TV har indtil for nylig været River Cottage – Veg Every Day

For en grønsagselsker som mig er det et rigtig dejligt program, der svælger i spændende grønsager og grønsagsretter. Vi får allerede en del grønsager hjemme hos os, men der må godt være endnu flere. Så nu vil jeg prøve at lave mine madplaner med udgangspunkt i en eller to vegetaropskrifter hver uge og så fylde op de øvrige dage med kødretter. For selvom jeg elsker grønsager, kan jeg også godt lide kød. Så jeg har ingen planer om at blive vegetar – men gerne spise meget mere vegetarmad.

I sidste uge blev det til en gammel kending, nemlig en champignonpaté, som jo kan laves på mange måder. Opskriften jeg brugte og som jeg stort set fulgte, fandt jeg her.

Champignonpaté er absolut ikke en fotogen ret. Så her har den fået følgeskab af en hidsig gang rødbederåkost.

Champignonpaté
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
1½ dl kogte ris
500 g grofthakkede champignon (jeg brugte 400 g, det var ok)
3 store hakkede løg
1-2 fed finthakket hvidløg
50 g hakkede hasselnødder
2 æg
2 dl fløde
timian
salt, peber
Bland champignon, nødder, løg, hvidløg og timian. Det hele svitse i lidt oliemargarine. Blandingen hældes i en skål og de kolde ris, æg, fløde og krydderier tilsættes. Det hele røres godt sammen. Fyldes i smurt ildfast fad eller en 1½ l form. Bages ved 175 grader i en time.

Note: Jeg valgte at komme massen i en ildfast fad og det var vist meget godt, da den blev temmelig løs i det. Men det smagte rigtig godt, faktisk havde jeg helt glemt, hvor godt det smager. Og her kan jo også eksperimenteres med mange forskellige ingredienser. Rester kan bruges til pålæg eller man kan tilsætte lidt mel og forme massen til deller, som kan stegs på panden.