tirsdag den 28. september 2010

Citronbagte rodfrugter med perleløg og oliven

Efterår og vinter er rodfrugt-tid. Jeg elsker de grove rodfrugter som persillerod, pastinak, selleri, rødbeder og selvfølgelig gulerødder og kartofler. De kan altid skæres ud i mindre stykker, blandes med hinanden og lidt olie og krydderier, for derefter at blive smidt i ovnen. På den måde er der ingen problemer med at få brugt de rester. De kan også bruges til supper og salater, ja der er mange muligheder.

Denne version af ovnbagte rodfrugter med perleløg og oliven tager udgangspunkt i en opskrift fra magasinet Mad! nr. 2 2010 med få ændringer.


Citronstegte (i min version bagte) rodfrugter med perleløg og sorte oliven.
(2 personer)
250 g kartofler
2 persillerødder
2 gulerødder
10 små perleløg
fintrevet skal af citron
1 spsk. citronsaft
små sorte oliven
salvie (tørret, da jeg ikke havde frisk)
salt og peber
citronolie eller almindelig olivenolie

Skræl kartofler, persillerødder og gulerødder og skær dem i små tern. Hæld lidt olie op i et ovnfast fad, vend kartoffelternene i og giv dem ca. et kvarter ved 200 grader. Det er i hvert fald min erfaring, at kartofler skal have lang tid i ovnen for at blive møre. Derefter blandes persillerodstern og gulerodstern samt perleløg i, krydr med salvie, salt og peber og giv dem yderligere 30 minutter. De sidste fem minutter tilsættes citronsaft og citronskal og oliven. En rigtig god blanding efter min smag.

Som tilbehør fik vi kyletter, ikke den bedste slags kød. Men Datteren kan lide dem og desuden er det nemt. Der ud over forsøgte jeg mig med en salsa med sorte bønner. Jeg havde længe haft en dåse sorte bønner stående fra en af Aarstidernes kasser og nu skulle de prøves. Jeg var ikke helt vild med resultatet, måske fordi jeg ikke havde frisk koriander at komme i og derfor brugte stødt koriander. Men nu får I opskriften alligevel. Denne opskrift er også fra magasinet Mad! nr. 2 2010.

Bønnesalsa med sorte bønner:
(3 personer)
ca. 40 g tørrede sorte bønner
100 g tomater
½ rød chili
½ bdt koriander
½ rødløg
3 spsk olivenolie
saft af en halv limefrugt
salt og peber

Bønnerne skal stå i blød i koldt vand natten over og derefter koges i rigeligt saltet vand i ca. 30 min. Afkøles i et dørslag. Skær tomaterne i små tern. Hak chili og koriander fint. Pil løget og skær det i små tern. Bland det hele sammen med bønnerne. Hæld olie og limesaft over salsaen og krydr med salt og peber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar