I går ,lørdag, blev tiden bl.a. brugt til at bage og lave humus. Jeg fik bagt gulerodsboller, som skal bruges til morgenmad og eftermiddagste og jeg fik bagt nogle madbrød, som er gode at have som tilbehør til supper og andre retter.
Når jeg bager boller, bruger jeg næsten altid en eller anden grundopskrift som udgangspunkt. Men hvad jeg kommer i af meltyper afhænger meget af, hvad jeg har på lager og hvad jeg har lyst til. Groft mel er dog næsten altid en sikker ingrediens. Denne gang blev det til gulerodsboller, de får altid sådan en dejlig appetitlig gylden farve.
(18 stk.)
50 g gær
2 dl vand
1 dl kærnemælk
1 spsk sukker
2 æg
1 dl solsikkekerner
2 fintrevne gulerødder (200 g)
1 tsk salt
75 g rugmel
75 g speltmel
300-400 g hvedemel
Gæren udrøres i lunkent vand. Kærnemælk, sukker og æg tilsættes og det hele røres godt sammen. Gulerødder, salt og solsikkekerner tilsættes. Derefter rugmel og speltmel og så ellers så meget hvedemel, som dejen kan tage uden at blive for tør. Den skal helst være lidt klæbrig. Dejen hæver 30 min. og derefter formes den til boller. Derefter hæver bollerne igen 30 min. Bages i en 200 grader varm ovn i ca. 20 minutter.
Opskriften på humus har jeg fra Christian Bitz’ bog: Bitz din sundhed. Jeg kan godt lide Christian Bitz og hans holdning til, at mad ikke bare skal være sundt, men at der også skal være noget til sanserne og glæden og der skal være plads til et stykke chokolade ind imellem.
Humus:
200 g tørrede kikærter
1 fed hvidløg
1 spsk tahin
1 tsk spidskommen
2 spsk soja
3 spsk citronsaft
1 dl yoghurt naturel
Olivenolie
Salt og peber
Læg kikærterne i blød natten over. Sigt vandet fra, og sæt kikærterne over i nyt, let saltet vand. Kog dem i ca. 1½ time til de er møre. Sigt vandet fra, men gem ca. 1 dl til at justere konsistensen af hummussen med. Kom de kogte kikærter i en foodprocessor sammen med de øvrige ingredienser og blend til konsistensen er lind. Juster evt. med lidt kogevand og olie. Smag til med salt og peber.
Jeg har ikke noget billede af hummussen – den ser i øvrigt også ret kedelig ud. Men smagen..uhm.
Til gengæld fik jeg også købt nye blomster til altanen i går, så dem kan I få et billede af i stedet. Bliver man ikke bare i godt humør af sådan en stor gul krysantemum?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar