torsdag den 11. august 2011

Boganmeldelse: En intern affære



Anmeldelse af Ian Rankin: En intern affære
Bogen er udkommet på forlaget Klim. Du kan læse mere om bogen her

Ian Rankin er en af de krimiforfattere, jeg læser med glæde. Og nu har jeg så fået læst ovennævnte bog, som er hans nyeste på dansk. Rankin har skrevet mange romaner med kriminalinspektør Rebus som hovedperson, men i denne roman følger vi en helt ny hovedperson. Det drejer sig om Malcolm Fox, en yngre politimand, som arbejder i afdelingen for klager ”Complaints and Conduct Department”, den afdeling hvor man tager sig af klager over politifolk og andre mistænkelige sager inden for politiets egne rækker. Og det er absolut ikke en populær afdeling at arbejde i.
Malcolm Fox, - ædru alkoholiker, fraskilt, ensom og lettere overvægtig - har netop afsluttet en sag, da han får en ny på bordet. Det forlyder, at den unge og dygtige politimand Jamie Breck muligvis er indblandet i børneporno. Den sag bliver slet ikke nem for Fox. Jamie Breck viser sig at være en tiltalende person, som Fox kommer til at synes om, hvilket komplicerer sagen en del. Samtidig sker et drab, som viser sig at have personlig betydning for Fox, da den dræbte var kæreste med hans søster, Jude. Nogen arbejder på at få Fox hængt op på drabet. Men selvom Fox aldrig har været særlig begejstret for søsterens kæreste, en charmerende, men voldelig fyr, kunne han vel ikke finde på at dræbe manden. Og hvorfor er det, at Fox bliver skygget allerede inden liget af kæresten dukker op?
Som sagt, det hele viser sig at være en temmelig speget affære der har tråde helt op på øverste niveau inden for politistyrken. Og selvom Fox må se sig suspenderet undervejs i sine forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig foregår, og selvom det ikke er nemt for ham at finde ud af hvem, han kan stole på og hvem han ikke kan stole på, giver han ikke op, men bliver ved med at foranstalte sin egne undersøgelser, trods modstand fra sin chef.

Selvom det ind imellem kunne være lidt indviklet at følge med i de mange personer og deres spegede forhold til hinanden i denne spændende krimi, så var den alligevel svær at slippe. Her er både mord, bedrag og masser af løgne, samt politifolk, man kommer til at holde af og andre, som man absolut ikke bryder sig om.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar