I sidste uge faldt jeg over nogle billige små kogebøger i Føtex til 10 kr. stykket. Der var en del at vælge imellem, jeg faldt for ”Sund mad” og ”Lækre grønsagsretter”. Og der var faktisk op til flere gode opskrifter i begge (ellers havde jeg nok ikke købt dem). I ”Sund mad” fandt jeg en opskrift på ”Spidkålscurry” og den fik jeg afprøvet forleden. Der skulle linser i retten, men da Datteren ikke er så vild med det, valgte jeg at bruge gulerødder i stedet.
Spidskålscurry – min version
(2 personer)
250 g kartofler
½ bdt. forårsløg
½ rødløg
300 g spidskål
75 g gulerødder
2 spsk olie
salt, peber, karry
1½-2 dl bouillon
2 store spsk flødeost
4 æg
25 g saltede røgede mandler
Skyl og skræl kartoflerne og skær dem ud i tern. Forårsløgene skylles og hakkes fint og rødløget hakkes også fint. Spidskålen renses og skæres i stykker. Gulerødderne skrælles og skæres i små tern. Olien varmes i en gryde og løgene svitses heri. Kartoflerne tilsættes og steges med ca. 5 minutter. Så kommes spidskål og gulerødder i og der steges yderligere 5 minutter. Krydr med salt, peber og karry. Derefter tilsættes bouillon og retten skal nu simre ca. 10 minutter. Kort før retten er færdig kommes flødeosten i. Æggenes koges 8-10 minutter, pilles og halveres. Mandlerne hakkes groft og kommes i gryden til sidst. Curryen serveres med æggene, dagens salat og evt. brød, hvis man har lyst til det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar