søndag den 18. september 2011

Rosmarinkylling med ovnstegte grønsager

Det er meget længe siden, jeg sidst har stegt en hel kylling. Når man kun er to i den daglige husholdning, er det ofte nemmere at købe kylling i mindre dele. Men denne gang skulle det være og alt det kød vi ikke fik spist, kan jo bruges en anden gang. Det er altid rart med noget på lager. Opskriften havde jeg fundet hos  Aarstiderne
Rosmarinkylling med ovnstegte grønsager - min version
(2 personer)
1 hel kylling
1 bdt rosmarin
olivenolie
salt, peber
200-250 g kartofler
200-250 g pastinak
200-250 g gulerødder
2 fed hvidløg
tørret rosmarin
1 tsk sennep
Tænd ovnen på 200 grader. Rens kyllingen for indmadrester. Fordel rosmarinkviste under kyllingens skind, gnid den med lidt olie og krydr med salt og peber. Læg kyllingen på en rist med et fad under og stil den i ovnen. Steg den 45-60 minutter, til den er gylden og gennemstegt. Lad evt. kyllingen hvile ca. 10 minutter, inden den skæres ud i passende stykker. Kartofler skures rene, gulerødder og pastinakker skrælles. Grønsagerne skæres i grove stykker. Lav en dressing af olivenolie, sennep, tørret rosmarin og presset hvidløg. Grønsagerne vendes i denne blanding inden de kommes i fadet under kylling. Jeg gav dem 45 minutter, så var de møre og lækre. Kyllingen og grønsagerne blev serveret sammen med dagens salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar