tirsdag den 21. februar 2012

Rugotto med kylling og svampe


Risotto kan laves med andet end ris. Her er den i en nordisk udgave med perlerug

Jeg kan godt lide at bruge kerner som perlerug, perlespelt osv. Perlerugen er den groveste og kræver en del tyggearbejde, hvis den ikke bliver kogt nok. Hvis man lader dem koge længe i denne rugotto, bliver det hele som en god grød. Opskriften fandt jeg i Spis Bedre nr. 2 2012 og så brugte jeg som sagt perlerug i stedet for ris, ellers fulgte jeg opskriften nogenlunde.


Rugotto med kylling og svampe - min version
(2 personer)
200 g kyllingebryst
olivenolie
½ løg
1 fed hvidløg
1½ dl perlerug
ca. 8 dl hønsebouillon (mængden afhænger af hvor meget perlerugen opsuger)
200 g champignon
en håndfuld rucola
1 dl revet parmasanost
Pil det halve løg og hak det fint. Hvidløget hakkes også fint og begge slags løg svitses i en gryde. Perlerugen skylles godt og kommes derefter i gryden til løgene. Lad dem svitse et par minutter. Spæd op med bouillonen ad flere omgange, sådan at perlerugen kan nå at opsuge så meget væde som muligt. Det tager ca. 30-40 minutter, før konsistensen er passende. Champignonerne renses, skæres i skiver og svitses på panden. Stilles til side. Kyllingekødet skæres ud i små tern eller strimler og steges på panden. Når rugottoen er klar vendes champignon og kylling i sammen med parmasanosten. Rucolaen skylles godt og klippes ud i mindre stykker, om drysses på rugottoen. Serveres med dagens salat.

Note: Der var ikke så meget smag i denne udgave af rugottoen. I den oprindelig opskrift skulle der persille og karry i, det havde selvfølgelig givet en anden smag. En anden gang vil jeg måske prøve at smage den til med estragon eller salvie.

2 kommentarer:

  1. Jeg elsker risotto i enhver udformning og med alle mulige kornsorter, det er bare så godt og hver har sin charme :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Hej Birthe,

    Helt enig. Jeg er også blevet ret vild med otto - altså ris- eller rug- eller noget andet -otto.

    SvarSlet