torsdag den 14. juni 2012

Boganmeldelse: Bommerang


Anmeldelse af Tatiana de Rosnay: Boomerang
Bogen er udkommet på forlaget  Bazar. Du kan læse mere om bogen her

En historie om familieliv og hemmeligheder

Da Antoines søster, Mélanie fylder fyrre år vil han overraske hende med noget helt særligt. Det bliver en weekendtur til øen Noirmoutier, hvor de tilbragte deres sommerferier som børn. Turen vækker mange minder, gode som dårlige. På hjemturen til Paris, hvor de to søskende bor, vil Mélanie fortælle Antoine noget vigtigt hun er kommet i tanker om og som gør hende ret ophidset. Så ophidset at hun mister kontrollen over deres bil og de kører galt. Mélanie bliver hårdt kvæstet og må indlægges på det nærmeste hospital og Antoine får derfor ikke at vide, hvad det var søsteren kunne huske. Efter turen begynder Antoine selv at tænke på deres barndom og deres mor som døde under lidt mystiske omstændigheder, da Antoine var omkring ti år. Det går op for ham, at han i virkeligheden ikke ved ret meget om deres mor og det sætter ham i gang med at finde ud af mere.  Det får ham også til at tænke på andet end hans eget liv, som er i lidt af en krise. Han blev skilt fra sin elskede Astrid, som fandt en yngre mand. To af deres fælles tre børn er nu teenagere og det er ikke altid let for ham at finde ud af hvordan, han skal forholde sig til de mutte og genstridige børn. Hans arbejde som arkitekt siger ham heller ikke så meget mere, så hans liv et gået lidt i hårdknude.

En god og interessant historie om en mand midt i livet, der prøver at få sin tilværelse til at hænge sammen på den bedste måde. Vi er alle sammen præget af vores fortid og den familie vi er vokset op i og det gælder også for Antoine. Hemmeligheden i familien er med til at gøre bogen spændende, selvom jeg på et tidspunkt gættede, hvad det var for en forfærdelig hemmelighed, der endelig ikke måtte komme frem i dagens lys.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar