lørdag den 21. marts 2015

Gode rustikke boller med chia og æble

Datteren efterlod sig en spændende pakke…

…(ja, faktisk indtil flere spændende ting), da hun tog til Frankrig for at studere her i foråret. Det var en pakke med chiafrø, som hun havde brugt, da hun lavede müslibarer. 

Jeg har tidligere haft et indlæg om quinoa, det lille sydamerikanske powerfrø med de mange gode egenskaber. Og chiafrø er noget i samme stil, et lille frø med masser af gode egenskaber. Chiafrøet har været dyrket i Mexico og Guatemala helt tilbage til 2.600 f. Kr. Ligesom quinoa indeholder det en masse gode ting bl.a. essentielle fedtsyrer, proteiner og antioxidanter. Og ligesom quinoa hører det ikke til blandt de billigste fødevarer.


Men hvad skulle jeg så bruge de her spændende frø til? Jeg havde hørt, at man kan lave en ret fantastisk sundhedsdrik – Chia Fresca – hvor frøene bliver blandet med vand og citronsaft. Men ærligt talt syntes jeg ikke, at det lige var noget for mig. Til gengæld var jeg så heldig, at biblioteket lige havde fået en ny bog hjem der handlede om… ja netop, chiafrø. ”Mirakelfrøet chia” Skrevet af Søren Lange og Mette Bender. Og heri fandt jeg den opskrift på chiaboller med æble, som I får opskriften på i dag.



Boller med chiafrø og æble (min version)
(ca. 20 små boller)
5½ dl æblejuice
150 g chiafrø
2 tsk salt
50 g gær
100 g revet æble
50 g solsikkekerner
100 g havregryn
100 g rugmel
150-200 g hvedemel
æg til pensling
Start med at sætte chiafrøene i blød i halvdelen af æblejuicen i ca. 10 minutter. Frøene suger væsken til sig, så man får en grødagtig masse. Imens frøene står i blød, lunes resten af æblejuicen. Tilsæt gæren og opløs den i juicen. Tilsæt derefter salt, revet æble, solsikkekerner, havregryn og de opblødte chiafrø. Rør rugmelet i. Rør derefter hvedemelet i lidt efter lidt. Dejen må ikke blive for tør. Faktisk var mængden af rug- og hvedemel meget større i bogens opskrift, mens hvis jeg havde kommet alt det mel i, så var det vist blevet nogle meget tørre boller. Så prøv dig frem. Ælt dejen godt og lad den derefter hæve lunt ca. en time. Derefter æltes dejen igen og formes til omkring 20 boller, som lægges på en bageplade eller to. Lad dem efterhæve 30 minutter. Pensl dem med æg og bag dem i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.
 

Note: Det blev nogle små grove rustikke boller med gods i og en let syrlig smag (fra æblejuicen vil jeg tro). Velegnede hvis man gerne vil have mere vegetabilsk protein og har brug for et mættende mellemmåltid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar