onsdag den 17. juni 2015

Farverigt ovnfad med auberginer, peberfrugt og tomat på en grå feriedag

Den startede ellers så godt, ferien, med det dejligste sommervejr i fredags. Men lige nu føles vejret absolut ikke ferieagtigt, så skulle det vist være efterårsferie i stedet for sommerferie. Men så er det godt, at have en spændende stak nye kogebøger fra biblioteket, som man kan hygge sig med indendøre.



Og lave mad kan man jo også hygge sig med uanset vejret. På sådan en kedelig dag lyser farverige grønsager rigtig godt op. Inspirationen til denne ret kommer fra et gammelt nummer af Spis Bedre ( Nr. 10 2007).



Ovnfad med auberginer, peberfrugt og tomat
(1 person plus lidt til frokost)
1 rød peberfrugt
½ aubergine
olie
¼ rødløg
1 tomat
1 æg
1 spsk sennep
½ dl creme fraiche
salt
cayennepeber
revet parmesanost
Skyl peberfrugten, del den i to og læg stykkerne i ovnen med den buede side opad. Grill peberfrugterne i ovnen ved 250 grader i ca. 15 minutter til de bliver sorte. Lad dem afkøle, evt. i en plasticpose og træk så skindet af dem. Læg peberfrugterne i et smurt  ildfast fad. Skær auberginen i skiver, drys dem med salt og pensl dem derefter med olie. Steg dem på en grillpande og læg dem oven på peberfrugterne. Skær løget i tynde strimler og tomaten i tern. Begge dele lægges i fadet sammen med de øvrige grønsager. Pisk æg med sennep, cremefraiche og krydderier. Kom æggemassen oven på grønsagerne og drys til sidst med revet parmesan. Bages i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter. Serveres med dagens salat.



2 kommentarer:

  1. Øj, hvor lyder det bare lækkert med de grillede peberfrugter. Jeg er tit for doven til at grille dem, men er vild med den sødme, det giver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Grillede peberfrugt er helt sikkert en favorit hjemme hos mig. Smagen er fantastisk.

      Slet