søndag den 10. juli 2016

Salat med belugalinser, spinat og halloumiost

Jeg er blevet ret glad for den cypriotiske ost, som kaldes halloumi. Den smager bedst, synes jeg, hvis man skærer nogle skiver af osten, pensler dem med olie og steger dem på grillpanden. Og så serverer osteskiverne som tilbehør til salat. Dejlig let sommermad, mums.



Salat med belugalinser, spinat og halloumiost
(2 personer)
1 dl sorte belugalinser
100 g spinat
70 g asparges
½ avocado
½ appelsin
175 g halloumi
Dressing af:
olivenolie
hyldeblomsteddike (æbleeddike kan også bruges)
hyldeblomst saft
citron
salt
peber
Skyl linserne i koldt vand og kog dem efter anvisning på pakken og lad dem køle af. Skyl og tør spinaten. Skyl aspargesene og skær dem i mindre stykker. Skær avocadoen i minde tern. Skræl appelsinen og skær appelsinkødet i tern. Skær osten i skiver og pensl dem med olie. Steg dem på en grillpande, til de får fine striber.

Ved serveringen lægges spinatbladene på en tallerken og dressingen kommes over. Derefter kommer man linser, asparges, avocado- og appelsintern ovenpå spinatbladene. Til sidst lægges halloumiosteskiverne på. Server brød til - eller brug retten som tilbehør til grillmad.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar