torsdag den 2. februar 2017

Ærtepesto - lækkert tilbehør lavet med grønne ærter

Du kender sikkert grøn pesto lavet på basilikum. Men pesto kan også laves af mange andre ting. I dagens opskrift er pestoen lavet med grønne ærter og sådan en gang ærtepesto virker på en eller anden måde så dejlig forårsagtig her midt på vinteren.

Der findes en del opskrifter på ærtepesto på nettet, jeg valgte at tage udgangspunkt i en opskrift jeg fandt hos  Julie Bruun.  Ærtepestoen blev serveret sammen med røget torsk, salat og radiser. Meget let og lækkert.





Salat med ærtepesto, røget torsk og radiser
(4 personer)
125 g frosne ærter
50 g mandler
25 g parmesanost
saften af ¼ citron
salt, peber
½ fed hvidløg
½ dl vand
1½ spsk skyr
1 hoved hjertesalat
125 g røget torsk (anden slags røget fisk kan også bruges)
4-5 radiser
Hæld kogende vand over ærterne. Kom ærterne i en blender eller finthakker og kør dem sammen med de øvrige ingredienser. Og så er pestoen klar.

Skær hjertesalaten i tynde strimler og læg salaten på fire tallerkener. Fordel ærtepestoen oven på salaten, måske skal du ikke bruge det hele. Læg skiver af røget fisk ovenpå. Skyl radiserne og skær dem i tynde skiver og brug dem som pynt sammen med lidt fintstrimlet salat. Serveres med lidt brød.

Du kan også bruge pestoen sammen med pasta eller i en salat med f.eks. spidskål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar