torsdag den 5. oktober 2017

Kålblade med kikærter, peberfrugt og avocadocreme

Her får I opskriften på et let måltid med fyldte kålblade. Ideen med at bruge rå kålblade som en slags skåle, hvor man kommer forskelligt fyld i, kan jeg rigtig godt lide. Alle slags kål som har store blade - hvidkål, rødkål, spidskål, savoykål - kan bruges. Og fyldet - ja, der er jo masser af muligheder både med og uden kød. Dagens udgave er kødløs med (sorte) kikærter, peberfrugt og avocado.






Fyldte kålblade med kikærter, peberfrugt og avocadocreme
(2 personer)
4 hvidkålsblade – meget gerne nogle, som er lidt skålformede
olivenolie
150 g hakket hvidkål
½ rød peberfrugt
150 g kikærter
1 avocado
½ dl skyr
salt, peber
krydderier – jeg brugte en blanding fra Mill & Mortar ”Asani” med bl.a. spidskål, koriander, chili, ingefær, kardemomme, oregano m.m.

Varm olien på en pande og svits den hakkede hvidkål, til den bliver blød. Skær peberfrugten i tern og tilføj den til kålen sammen med kikærter og krydderier. Varm det hele godt igennem.

Tag kødet ud af avocadoen og rør det sammen med skyr til en grøn avocadocreme. Smag til med salt og peber.

Fordel avocadocremen i bunden af kålbladene. Fordel de svitsede grønsager og kikærter oven på og så er kålbladene klar til servering. Hvis du ikke synes, at det er mættende nok, kan du evt. tilføje kogte ris eller kogte kerner til fyldet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar