Så er jeg atter tilbage efter en lille miniferie i Malmø. Den tur kommer I til at høre mere om på bloggen de næste dage, når jeg får redigeret billeder og skrevet tekster. Det var i øvrigt en rigtig god tur, Malmø er en dejlig by.
Men nu til noget helt andet og meget hverdagsagtigt, nemlig en god grønsagsret hvor du kan få brugt en rest kogte kartofler. De kan f.eks. bruges til en kartoffelbund med topping. Kartoffelbunden er lavet af kartofler og æg, til toppingen har jeg valgt porrer, tomater og Danablu ost. Men du kan også bruge meget andet til topping.
Kartoffelbund med topping af porrer, tomater og ost
(2 personer)
Bund:
300 g kogte kartofler
2 æg
krydderier efter eget valg (jeg brugte Fransk Persillade*)
salt, peber
Topping:
1 porre
olivenolie
100 g cherrytomater
40 g Danablu
De kogte kartofler rives ned i en skål. Æg og krydderier
kommes i og det hele røres sammen til en ensartet masse. Massen kommes i et
smurt ildfast fad eller en lille tærteform. Porren renses og skæres i mindre
stykker. Ristes i olivenolie på panden til de bliver bløde. Porrestykkerne
lægges oven på kartoffelmassen. Cherrytomaterne skæres i skiver og lægges oven
på porrerne. Til sidst drysses smuldret Danablu over. Kartoffelbunden bages i
ovnen ved 200 grader i ca. en halv time. Serveres med dagens salat.
*Fransk Persillade er en krydderurteblanding jeg har købt i Mosehuset. Den består af tørret persille, kørvel og hvidløg.
Hej Anne.
SvarSletSom altid en lækker opskrift fra dig. Det lyder som en god måde, at få brugt en rest kartofler på. Den opskrift skal vi prøve. Dejligt, at du havde en god tur.
Hej
SletDet er dejligt at høre, at der er nogen der kan lide mine opskrifter :-)