torsdag den 1. oktober 2015

Sprøde frikadeller af blomkål

Blomkålsfrikadeller lyder måske ikke som det mest spændende man kan sætte tænderne i. Og det er det måske nok heller ikke. Men når man har en rest blomkål, der trænger til at blive brugt og man har lyst til kødløse frikadeller, så er det jo oplagt at forvandle den kedelige blomkål til lækre, sprøde frikadeller.



Blomkålsfrikadeller
(12 stk)
400 g blomkål
50 g sojabønner (af den tørrede slags, dvs de skal have stået i blød og være kogt inden de kan bruges)
1 lille løg
1 æg
1 dl boghvedemel
1 dl havregryn
frisk oregano og salvie, finthakket
salt, peber
olivenolie
Blomkålen deles i mindre stykker og koges i letsaltet vand i ca. fem minutter. Afdryppes i en sigte. Løget hakkes fint og blandes med finthakkede krydderurter. Blomkålen køres i en minihakker, til det er fintdelt. Sojabønnerne hakkes ligeledes, til de er findelt. Blomkål, bønner, løg og krydderurter røres sammen. Ægget røres i sammen med boghvedemel, havregryn, salt og peber til en nogenlunde fast fars. Farsen formes til frikadeller og steges i olivenolie til de bliver gyldne og sprøde. Serveres med dagens salat.


2 kommentarer:

  1. Hej Anne

    Rigtigt. Blomkålsfrikadeller lyder ikke vildt spændende, men de smager sååå godt. Det er en af mine favorit-vegetaropskrifter. Jeg har ikke prøvet at lave dem med havregryn og bønner, som du gør. Det vil jeg prøve næste gang. Det kan jo være, de så smager endnu bedre. Det er i hvert fald rart at prøve nye opskrifter.

    Rigtig god weekende til dig.

    Inge V.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Inge,
      Hyggeligt at høre fra en blomkålsfrikadelle-fan :-) Jeg håber, at du kan lide min version, ellers er der jo heldigvis så mange andre muligheder. God fornøjelse.

      Slet