torsdag den 8. oktober 2015

Suppe med kylling, kokosmælk og grønsager

Efteråret er suppetid og heldigvis er der rigtig mange muligheder. I dag er der opskrift på en asiatisk inspireret suppe med kylling, grønsager, kokosmælk og gode krydderier. Opskriften fik jeg på mail hvor jeg abonnerer på en ugentlig opskrift fra Sæson Jeg fulgte opskriften men tilføjede en rest porre jeg havde liggende. Du kan se flere af sæsons opskrifter her


Kylling i kokosmælk
(2 personer)
125 g kyllingebrystfilet
½ bakke babyspinat
1/3 – ½ broccoli
100 g porre
2 gulerødder
100 g spidskål
chili – frisk eller tørret
citrongræs – frisk eller tørret
olivenolie
1 fed hvidløg
½ spsk friskrevet ingefær
5 dl grønsagsbouillon
½ dåse kokosmælk
lime
salt, peber
100 g fuldkornsnudler

Skær kyllingen i strimler. Skyl spinaten og slyng den tør. Skær porren i tynde ringe. Del broccolien i små buketter. Skær gulerødderne i skiver. Snit spidskålen fint. Varm olivenolien i en gryde og steg kyllingen sammen med chili, citrongræs, presset hvidløg og ingefær et kort øjeblik. Vend godt rundt. Hæld bouillon i gryden, tilsæt porrer, broccoli, gulerødder og spidskål og kog suppen i ca. 5 minutter. Tilsæt kokosmælk og kog op. Tag gryden af varmen. Tilsæt spinat og smag suppen til med limesaft, salt og peber. Tilbered nudlerne som angivet på pakken. Fordel nudlerne i 2 suppeskåle. Hæld suppen over og server straks.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar