torsdag den 11. maj 2017

Paté med spinat og blomkål

Jeg kan godt lide ideen med grønsagspatéer. Dels får man brugt nogle gode grønsager, dels er der mad til flere dage. Også til madpakken. Så det er noget jeg laver ind imellem.

Men sommetider driller de og blive alt for løse og svære at skære skiver af. Andre gange bliver de rigtig gode og faste og så kan man skære rigtig fine skiver af dem.

Denne gang var en af de gode gange, for ud af denne opskrift kom der en rigtig lækker paté som både smagte godt og som var så fast, at man kunne skære de fineste skiver.






Paté med spinat og blomkål
(3 personer)
150 g frossen spinat
200 g blomkål
3 æg
100 g hytteost
50 g revet ost
½ dl mælk
1 spsk pesto
2 soltørrede tomater
salt, peber

Lad spinaten tø op og pres så meget væde ud, som muligt. Blomkålen deles i små buketter og koges i letsaltet vand i ca. 20 minutter. Afdryppes.

Så kommes de tre æg i en skål og piskes sammen med hytteost og mælk. Hak de soltørrede tomater i små stykker og pisk dem i æggemassen sammen med spinat og pesto. Til sidst piskes de kogte blomkål i.

Kom bagepapir i en bageform, det gør det nemmere at få patéen ud, når den er færdigbagt. Du kan
evt.  pensle papiret med olie. Hæld grønsagsæggemassen i bageformen. Bag den i ovnen ved 200 grader i 30-45 minutter til æggemassen er stivnet. 

Serveres med dagens salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar